Dødssyg Troels Kløvedal går nu ind for aktiv dødshjælp

Den 73-årige søfarer oplyser i ny bog, at han er ramt af aggressiv sklerosesygdom og ikke har lang tid igen.

Søfareren og forfatteren Troels Kløvedal er alvorligt syg. Foto: Bo Amstrup/Scanpix (Arkivfoto)
Søfareren og forfatteren Troels Kløvedal er alvorligt syg. Foto: Bo Amstrup/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Søfareren og forfatteren Troels Kløvedal er alvorligt syg og afslører i en ny bog, at han ikke har lang tid tilbage at leve i. Det er lungesygdommen bronkiektasi, men især den sjældne og aggressive sklerosesygdom ALS, der har ramt 73-årige Kløvedal hårdt.

– At jeg skal dø er helt sikkert, og de fleste dør efter få år, men for mig er spørgsmålet, om det er om to måneder eller et halvt år, siger han ifølge BT i bogen “Modne Mænd” i et interview, der blev foretaget i juli.

Troels Kløvedals ture med skibet Nordkaperen har gennem årene ført utallige rejseskildringer med sig på tv og i bogform. Det er blandt andet blevet til tre jordomsejlinger med skibet.

De senere år er rejseaktiviteten blevet afløst af blandt andet flere foredrag, men dem har sygdommene tvunget ham til at indstille.

ALS angriber nerveceller i hjernen og rygmarven og lammer langsomt kroppen.

Afklaret med døden

Selv om Troels Kløvedal siger, at han er afklaret med at skulle dø, har udsigten til at blive lam og lide i den sidste tid fået ham til ændre holdning til aktiv dødshjælp.

– Jeg kan godt finde ud af det at dø. Det har min livserfaring hjulpet mig med, men at skulle blive lam først, det kan jeg ikke acceptere, og derfor har jeg også skiftet til holdning til aktiv dødshjælp, siger han i “Modne Mænd”, der udkommer senere denne uge.

– Før syntes jeg, at lovgivningen var ok, men i dag synes jeg, at man skal have ret til at dø, når man vil. Hvorfor skal man igennem alle de grufulde lidelser, der ligger i en lammelse, når man alligevel snart skal dø, siger Troels Kløvedal ifølge BT.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS