Farvel til Tivoli-klassiker
Efter 60 år og 12,5 gange jorden rundt ruller den legendariske 'Linie 8' på pension
Siden 1964 har Tivolis gæster kunnet tage en tur med den charmerende Linie 8-sporvogn, men nu er det slut.
Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.
Den aldrende vogn er pensioneret efter at have kørt over 500.000 kilometer rundt i Haven svarende til 12,5 gange rundt om jorden.

Kører nu på el
Den gamle vogn, som tidligere kørte på gas og siden diesel, bliver nu erstattet af en moderne udgave, der er 100 % eldrevet og klar til både varme og kolde sæsoner.
Troels Hatting har kørt Linie 8 siden 1985, og er begejstret for den nye model.
- Med den nye 'Linie 8' føles det som om, det er mig, der har fået en 40-års jubilæumsgave. Det er noget helt særligt, siger han.
Han fremhæver især de punkterfrie hjul, og den forbedrede komfort som klare forbedringer.
Udtryk bevaret
Den nye sporvogn er blevet udviklet siden 2022 i samarbejde med en engelsk producent og med 'Skjoldnæsholm Sporvejsmuseum' som sparringspartner.
Det klassiske udtryk er bevaret, men teknologien er opgraderet markant med blandt andet punkterfri hjul, LED-lys og bakkamera.
Den gamle Linie 8 får fremover sin plads som udstillingsgenstand på 'Sporvejsmuseet'.
