Flemming Krøll skranter fortsat
Entertaineren skal under kniven igen i november
Flemming Krøll har gennem de seneste år været ramt af en række helbredsudfordringer, og nu er der kommet endnu mere til.
Ved åbningen af Tivoli forleden måtte den folkekære entertainer støtte sig til krykken ved ankomsten til restaurant 'Grøften', hvor han har været stamgæst siden midten af 70’erne.
Den er slidt
- Først tæerne, så knæene, hoften og nu er den så gal med skulderen. Jeg ved ikke, hvorfor den er slidt, men der har jo hængt en guitar der i 50 år, og den anden skulder fejler ikke noget, forklarede den 71-årige entertainer til Kendte.dk i Tivoli.
Problemerne er så alvorlige, at han til november skal opereres.
- Jeg skal have en helt ny skulder, fortsatte han og erkendte samtidig, at han er hårdt spændt for.
Trods udfordringerne forsøger Flemming Krøll dog at holde humøret oppe.
Tæer amputeret
- Jeg må jo drikke nogle bajere, og så vil jeg gå ind og hygge mig med vennerne. Ellers er humøret godt, sagde han.
Flemming Krøll lider af type 2-diabetes, som har medført dårligt blodomløb i benene, og to tæer på den ene fod måtte derfor amputeres.
Efterfølgende opstod der komplikationer, som han har kæmpet med.
For et par år siden kom Flemming Krøll desuden alvorligt til skade, da han styrtede og flækkede bækkenet.
Fast støttepunkt
Ulykken gav også skader på lårbensknoglen, og krykken har siden været hans faste støttepunkt.
Den tidligere revydirektør håber naturligvis, at operationen kan give ham en bedre hverdag.