Sara Bro åbner op om sit datingliv
DR-værten har genoptaget jagten på kærligheden
Sara Bro er igen klar til at finde kærligheden efter fem år som single.
Det fortalte hun til Ekstra Bladet ved premieren på filmen 'Hjem' i Imperial mandag aften.
Har ikke slået til
DR-værten har nemlig genoptaget sin tilstedeværelse på datingappen 'Hinge', hvor hun håber at finde noget særligt.
- Jeg får mange tilbud om dates, men jeg har ikke rigtig slået til endnu, sagde Sara Bro til mediet.
Den populære DR-vært fortæller samtidig, at hun ikke bryder sig om mænd, der matcher med hende på grund af hendes arbejde og kendisstatus.
Lykkelig uden partner
Ifølge Sara Bro har singlelivet ellers passet hende rigtig godt de seneste år, og hun understreger, at man sagtens kan være både glad og lykkelig uden en partner.
Den 49-årige vært har tidligere været gift med både Kasper Eistrup og tv-redaktør Asger Schønheyder.