Ditte Hansen om fandenivoldsk fødselar
Dukkede op som nær ven af revydronningen
Ditte Hansen har kendt Lisbet Dahl siden sin første medvirken i Cirkusrevyen i 2006, hvor hun siden vendte tilbage gennem en årrække frem til 2021 under revydronningens instruktion.
For nylig deltog den 55-årige skuespiller ved hendes to 80-års fødselsdagsfester – først ved en reception på Travbanen og siden en mere privat fejring på Pejsegaarden i København.
Her satte hun ord på det venskabelige forhold kvinderne imellem.
- Lisbet er sin egen, og hun står ved sine meninger. Hun er kærlig, varm, social og fandenivoldsk. Der er så meget godt at sige, sagde Ditte Hansen til Kendte.dk.
Samarbejdet i Cirkusrevyen har sat sine spor.
- Når vi op til premieren var allermest nervøse, hev hun os til side, og så kiggede hun rundt på os og sagde: I ved godt, I er de bedste? Hun var god til at bygge os op og få os til at tro på os selv, og det skal man kunne helt alene foran et stort publikum, fortalte hun videre.
Lisbet Dahl har også haft stor betydning for hendes faglige udvikling.
- Hun har lært mig så meget om humor, hvordan man opbygger en komedie og at stole på sin intuition, sagde Ditte Hansen.
I dag arbejder Ditte Hansen blandt andet på et nyt filmmanuskript sammen med sin faste makker Louise Mieritz.