60 år: Sådan begyndte vejen til musikken
Johannes Søe Hansen har været en del af DR SymfoniOrkestret i 30 år
Violinist Johannes Søe Hansens vej ind i musikken var drevet af, at hans mor blev nægtet adgang.
Han har nu været en del af DR's symfoniorkester siden 1992.
Samme år, som symfoniorkestret fylder 100 år, fylder Johannes Søe Hansen 60 år, og det er i dag.
Johannes Søe Hansen blev født på landet i Frederiksværk og voksede op som barn af et landmandspar.
- Min mor blev nægtet muligheden for at spille musik, fordi hun var indremissionsk opdraget.
Lidt tilfældigt
- Så hun havde en ambition om, at hendes fire børn skulle have lov til at spille musik, siger han og fortæller, at det var lidt tilfældigt, at han ikke endte med at gå til blokfløjte.
- Mine ældre søskende blev sendt til blokfløjte, og da det var min tur, var violinen kommet til landet i Frederiksværk Musikskole, hvor jeg startede med at spille musik, da jeg var otte år.
Da Johannes Søe Hansen var 11 år, begyndte han på musikskolen Det Danske Suzuki Institut.
Efter to års koncentration om optagelsesprøver kom han som 17-årig ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Skulle være levevejen
I begyndelsen af sin karriere troede han, at kammermusik skulle være levevejen.
- Men så dukkede der en stilling op i Radiosymfoniorkestret, som det hed dengang, som koncertmester. Og jeg tænkte, at jeg ikke ville komme ind, men at jeg lige så godt kunne prøve at ansøge.
- Mod min forventning vandt jeg stillingen, og jeg har været der lige siden, siger han.

Johannes Søe Hansen har været koncertmester i DR SymfoniOrkestret i 30 år.
- For tre år siden rykkede jeg ned, som det hedder, så nu spiller jeg førsteviolin i førsteviolin-gruppen.
Fylder rigtig meget
Selv om han fik stillingen hos symfoniorkesteret, droppede han ikke kammermusikken.
- Det andet ben i mit professionelle liv er kammermusikken, som stadig fylder rigtig meget i mit liv. Og det tredje ben er undervisningen, hvor jeg underviser på konservatoriet.
- Det er en utrolig glæde, at man kan formidle noget til andre mennesker, og det giver musikken mig lov til.
Johannes Søe Hansen fejrer sin runde fødselsdag med "den hårde kerne".
Ikke stor fest
- Det bliver med de nærmeste kolleger, venner og familie. Ikke den store fest, fordi det er midt i sommerferien, så der er af gode grunde mange mennesker, som ikke er hjemme, siger han.
Johannes Søe Hansen bor i Valby med ægtefællen Rikke. De har sammen to børn på henholdsvis 25 og 22 år.