Alt udsolgt: Fare for billetsvindel

'Grøn' råder til at sælge billetter videre gennem den officielle videresalgsplatform 

Offentliggjort

For tredje år i træk er alle billetter til Grøn udsolgt. I år skete det tilmed rekordhurtigt.

Udsolgte billetter kan friste folk til at svindle.

Det siger Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden. Fonden har i mere end fire årtier arrangeret Grøn i samarbejde med Tuborg.

- Når der er udsolgt, og Grøn er så eftertragtet, som det er, så kan det friste nogle til at forsøge at snyde med billetter, siger indsamlingschefen.

Otte danske byer

Grøn begynder torsdag, og første stop er Tårnby. De næste ti dage kommer turnéen forbi i alt otte danske byer.

Ud over Tårnby foregår koncerterne i Kolding, Aarhus, Odense, Næstved, Aalborg, Esbjerg og Valby.

På plakaten i år er navne som Gilli, Medina, Suspekt og Benjamin Hav.

Billetsvindlen foregår ifølge Theis Petersen typisk ved, at man køber billetter uden om officielle kanaler.

Rapperen Gilli er et af navnene på årets Grøn-plakat. Han har allerede lagt vejen forbi flere danske festivaler i år, blandt andet Jelling Festival

Sælger til flere

- Svindlen kan enten ske ved, at man overfører penge til en, der sælger en billet, men så får man aldrig billetten. Men det kan også være, at en person sælger den samme billet til flere, siger han.

Når først billetten er scannet én gang, kan den ikke bruges igen.

- Mange opdager først, at de er blevet snydt, når de står derude, siger Theis Petersen.

Han har ikke et overblik over, hvor meget svindel der har været indtil videre i år.

Nogle falder i

- Problemet med svindel er blevet mindre i den forstand, at folk er mere opmærksomme på det. Men det ændrer selvfølgelig ikke på, at der stadig er nogle, der falder i, siger han.

Grøn opfordrer til, at man udelukkende videresælger billetter til koncerterne gennem deres officielle videresalgsplatform.

Alligevel sælges billetter i stor stil på sociale medier som Facebook.

- Det vigtigste for os er at sikre, at folk ved, at de skal passe på ude på sociale medier og andre steder, hvor det er nemt at blive snydt, siger Theis Petersen.

Oplever man snyd med billetter, råder Grøn til, at man melder personen til politiet og kontakter sin bank eller MobilePay. Desuden opfordres der til, at man orienterer Grøn om svindlen.



Powered by Labrador CMS