Stephanie León er nødt til at komme væk

Stephanie León startede karrieren som barn, men har undervejs holdt pauser for at finde sig selv.

Stephanie León lever sit eget liv. Foto: THOMAS SJØRUP/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Hun var kun lige fyldt ni år, da hun debuterede på det store lærred i “Tøsepiger” og begyndte en karriere foran filmkameraet.

Men selv om den nu 33-årige Stephanie León nærer stor kærlighed til skuespillet, så har hun indimellem haft brug for at trække stikket for en stund.

Det er blevet til flere længere pauser. Men nu er hun tilbage i sin første filmrolle i seks år – i komedien “Mødregruppen”.

– Jeg har på et tidspunkt sagt, at jeg ikke gad mere. Men det skulle jeg ikke have sagt. I stedet skulle jeg have sagt, at jeg ville holde en pause, for det andet har folk sat sig lidt fast på.

– Jeg har aldrig været væk. Og det seneste stykke tid, har jeg virkelig kunnet mærke, at jeg savnede skuespillet, fortæller Stephanie Léon.

Skuespillet trak igen

I en af pauserne uddannede hun sig til social- og sundhedshjælper for at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen. Men så bankede skuespillet på igen.

I det benhårde ungdomsdrama “Råzone” fik hun rollen som Cecilie – den iskolde alfahun med den barske facade, der dulmede smerte og svigt med drenge og druk.

Med filmen fulgte en række andre roller, men kort tid efter sagde Stephanie Léon atter stop for en stund.

Hun trængte til luftforandring og søgte til den amerikanske storby Los Angeles, hvor hun efterfølgende boede on-off en årrække.

Når pengene var brugt op, rejste hun til Danmark og tog en masse nattevagter som sosu-assistent, indtil hun havde råd til at rejse over Atlanten igen.

Laver ikke det samme hver dag

“Over there” trives hun i boheme-livsstilen, hvor man kan gøre, hvad man vil, hvornår man vil og aldrig ved, hvad morgendagen bringer.

– Jeg har aldrig været vant til at lave det samme hver dag. Jeg har lavet film, siden jeg var ni, og jeg har været ind og ud af forskellige skoler mellem optagelserne, forklarer Stephanie León.

– Vi har alle roller i forhold andre. Men nogle gange har det været svært at ændre sig og udvikle sig uden at blive fastholdt. Jeg havde brug for at komme væk fra vante omgivelser og finde ud af mig selv blandt mennesker, som ikke kendte mig. Jeg ville ikke holdes fast i noget, der engang var mig.

Pendler meget

I årerne på hende løber lige dele dansk og spansk blod.

Da hun var otte år, flyttede hendes far tilbage til Spanien, og hun har været vant til at pendle mellem de to lande. Både fysisk og mentalt.

– Jeg er meget åben og taler med folk, jeg ikke kender. Og så snakker jeg meget højt, har mange armbevægelser – og så har jeg temperament. Men jeg siger bare, jeg er meget passioneret, smiler hun og fortsætter:

– Jeg har svært ved at være det samme sted for lang tid ad gangen, for så keder jeg mig. Så bliver jeg lidt et trist menneske. Jeg er nødt til at komme lidt væk. Det behøver ikke at være i lang tid, men jeg kan mærke, at det giver mig energi, så der ikke går for meget robot i den, forklarer Stephanie Léon.

Spiller mor for første gang

I “Mødregruppen” medvirker skuespillerinden i sin første rolle som mor.

Noget, hun privat selv blev for første gang i sommeren 2016, da sønnen Cameron kom til verden.

– Det er det vildeste! Jeg elsker at være mor. Selvfølgelig er det hårdt, men det tænker man ikke rigtig over, for der er ikke andre muligheder end at gøre sit bedste som forælder og gøre sit barn glad, siger hun.

Hun kalder Cameron for sin drivkraft og gør alt, hvad hun kan for at forene hans danske, spanske og amerikanske blod til at blive en verdensborger med appetit og mod på livet.

– Da jeg delte stories på Instagram med min søn, spurgte mange, hvorfor jeg taler engelsk og spansk til ham. Jeg kunne mærke, at nogle var bekymrede for, om han så lærer dansk. Jeg taler jo dansk overalt til alle andre – så bare rolig, han skal nok lære det hele!

– Der var også nogle, der mente, at jeg snakkede hårdt til ham på spansk – uden selv at kunne forstå sproget. Spansk lyder jo på en helt anden måde og har en helt anden tone end dansk.

– Folk har en holdning til alt nu om dage. Jeg har det sådan, at hvis ikke det er noget, der påvirker dig negativt og gør dig ondt, og det virker for mig og mit barn, så er der ingen grund til at blande sig, fastslår Stephanie Léon.

Vigtigt budskab

Samme budskab har “Mødregruppen” blandt andet. Filmen handler om jetsetteren Line – spillet af Danica Curcic – som finder sin mand i gang med barnepigen. For at komme langt væk fra sin utro ægtemand gemmer hun sig i sin barndomsby med sønnike på armen.

Hun opsøger sin kusine og bliver hurtigt en del af byens mødregruppe bestående af blandt andre Caroline – spillet af Stephanie Léon.

Foruden “Mødregruppen” medvirker skuespillerinden også i et par afsnit af serien “Yes No Maybe” og i den kommende sæson af “Perfekte steder”.

– Selv om jeg har lavet nogle nye ting, kan jeg godt mærke, at det er svært at komme ind.

– Men jeg kan heller ikke forvente andet, når jeg har været i L.A. meget af tiden. Sådan fungerer det bare ikke. Det må jeg bare acceptere.

Ting tager tid, fortæller Stephanie Léon videre.

– Nogle folk har sagt til mig, at jeg er nødt til at vise, at jeg også kan andre ting. Men jeg har faktisk slet ikke noget imod at spille hårde roller.

– Da jeg var med i “Karla og Jonas” i 2009, spurgte jeg vores instruktør, hvorfor jeg altid får de hårde roller. Så sagde hun: “Fordi du er pissegod til dem, Stephanie. Du er ægte”.

“Mødregruppen” kan ses i biograferne nu.

På rollelisten er også Danica Curcic, Martin Buch, Anders W. Berthelsen, Ditte Hansen og Marijana Jankovic.

Powered by Labrador CMS