Farvel i Tivoli: - Det bliver godt at stoppe
Annette Heicks forældre, dansktopstjernerne Keld og Hilda, stiller op til hyldestkoncert i aften
Det 79-årige dansktop-par Keld og Hilda Heick har i knap 50 år optrådt sammen overalt i det ganske danske land.
6. februar 2026 slutter det. Der sætter de punktum for deres karriere, når de spiller deres allersidste koncert.
Og det bliver et vemodigt farvel. Men det bliver også rigtig godt for det ældre ægtepar.
Det mener parrets datter, Annette Heick, der selv er en del af dansk showbusiness.
- Det er ikke sundt at køre så mange kilometer på landevejene. Jeg tror, at det bliver godt for dem at stoppe, og jeg glæder mig på deres vegne, siger hun og fortsætter:
Hurtigt hverdag igen
- Jeg tror, det bliver svært. Men jeg tror ikke, at det kommer til at være svært længe. Jeg tror hurtigt, at det også bliver hverdag, at man er sammen derhjemme i stedet.
Annette Heick indtager værtsrollen, når Tivoli inviterer til fællessang på Plænen i den fjerde udgave af "Syng med i Tivoli", der løber af stablen i løbet af juni, juli og august.

Og særligt det arrangement, der afholdes i aften bliver specielt for værten.
Her byder "Syng med i Tivoli" på en hyldestkoncert til ære for hendes forældre, der spiller deres sidste koncert i forlystelsesparken som en del af deres afskedsturné, "Hånd i hånd".
Mange sange
Flere venner og kolleger - blandt andre Birthe Kjær og Kirsten Siggaard - vil være med til at synge nogle af dansktopparrets mange sange.
- Det bliver en god slutning. Jeg tror, at koncerten bliver enormt hyggelig og rørende. Jeg tror også, at jeg selv kan gå hen og blive ret bevæget, lyder det fra Annette Heick.
- Skulle det opstå, at jeg bliver en smule grådlabil, må jeg bare gå med det. Det behøver jeg ikke at skjule, for det ér jo rørende, siger hun.
Keld og Hilda Heick mødte hinanden på Hildas første dag på en ny skole i Valby.
Drengen Keld
Året var 1954, og pigen, der skulle starte i 2. klasse, blev mødt af en lille dreng ved navn Keld.
Drengen fulgte pigen til klassen, og allerede første gang Keld hørte Hildas sangstemme, faldt han pladask for hende.
Men det var først til et bal, da de begge var fyldt 15, at de fandt sammen.
Siden er de også blevet professionelle partnere.
Har optrådt lige siden
Keld og Hilda Heick fik deres debut på scenen i 1976, og de har optrådt sammen lige siden både med koncerter og i forskellige tv-programmer.
Parret er særligt kendt for at have deltaget i Dansk Melodi Grand Prix og for sange som "Mirakler", "La' vær" og "Vi skal gå hånd i hånd".
Efter næsten 50 år nærmer deres sidste koncert sig, og de spiller for sidste gang i Tivoli.
Og det bliver enden på en epoke, beskriver Hilda Heick det selv.

Annette Heick forventer da også, at Plænen kommer til at være godt proppet med folk, der vil synge med det afgående musikerpar.
Skal slappe af
- Selv hvis regnen siler ned, tror jeg, at der kommer til at være sort af mennesker, lyder det.
Annette Heick håber, at hendes forældre nu får tid til at slappe mere af - og så håber hun da også, at otiet giver anledning til flere familiebesøg.
- Jeg spurgte min far: "Hvordan har I det - det er så længe siden?", og så svarede han, at de savner os, fortæller hun og tilføjer grinende:
- Altså, det er ikke på grund af os, vi ikke ses - vi er hjemme!
"Syng med i Tivoli" afholdes på seks udvalgte torsdage i juni, juli og august på Plænen i forlystelsesparken.