Begejstret for sønderjysk filmtrilog
'Hjem kære hjem' får roser af anmelderne
Der er store roser med på vejen til den tredje og sidste film i Frelle Petersens hjemstavnstrilogi om livet i Sønderjylland.
Filmen "Hjem kære hjem" fra den danske instruktør og manuskriptforfatter begejstrer anmelderne i flere danske aviser.
Politiken giver topkarakter med seks ud af seks hjerter og skriver, at "man næsten ikke tror sine egne øjne".
- Hvordan Frelle Petersen gang på gang får hver og en til at fremstå fuldstændig naturlige og upåvirkede af kamera og filmhold, er mig en gåde. Det er voldsomt imponerende, betagende, rørende, skriver Politikens anmelder.

Starter på en frisk
Alle skuespillerne er amatører, og filmen handler om 32-årige Sofie, spillet af Jette Søndergaard, som er fraskilt og vil starte på en frisk. Hun begynder som hjemmehjælper i et sønderjysk lokalsamfund, hvor hun bor sammen med sin datter, Clara på 10 år.
Da Sofie modtager en ubegrundet klage fra en pårørende til en ældre borger, bliver det starten på en udfordrende tid, hvor hendes omsorg for både de ældre og hendes datter bliver sat på prøve.
Berlingske giver fem ud af seks stjerner og skriver, at filmen med "verdens mindste armbevægelser" går "lige i hjertet".
- Hvis man har ældre pårørende, kommer man uvægerligt til at sidde og tænke over, hvordan de egentlig går og har det, mens man ser filmen. Faktisk lover man nok også sig selv at besøge dem lidt oftere, skriver Berlingske anmelder.
Fungerer så godt
Kristeligt Dagblad kvitterer med fire ud af seks stjerner og skriver, at "nærværet er totalt" i filmen.
- Når Petersens film fungerer så godt, som de gør, hænger det sammen med hans ubetingede tro på, at der selv i det lille liv findes et stort drama.
- Petersens filmsprog er fåmælt, langsommeligt og fuldkomment naturalistisk. På papiret kunne hans film måske lyde kedelige: Et landbrugsdrama, et sorgdrama og et omsorgs/hjemmehjælperdrama på klingende ”synnejysk”. Men de er alt andet, for deres nærvær er totalt, skriver avisens anmelder.
