De kongelige tvillinger tog imod på slottet
Vincent og Josephine blev klædt endnu bedre på til deres store dag
Lørdag den 18. april bliver de kongelige tvillinger, prinsesse Josephine og prins Vincent, konfirmeret i Fredensborg Slotskirke, og deres forberedelser er i fuld gang.
For nylig deltog de for eksempel i en gudstjeneste i slotskirken sammen med deres farmor, dronning Margrethe.
Og sidste weekend blev de så klædt endnu bedre på til den store dag.
Her mødtes de nemlig på Amalienborg med kongelig konfessionarius, biskop Henrik Wigh-Poulsen, der skal forestå den kirkelige højtidelighed.
Til en samtale om tro, kristendom og konfirmationen.
Det afslører kongehuset i et opslag på Instagram.
Med deres respektive klasser
Af opslaget fremgår det desuden, at de 15-årige tvillingers konfirmationsforberedelser nu har stået på i nogle måneder sammen med deres respektive klasser.
Biskop Henrik Wigh-Poulsen har varetaget funktionen som kongelig konfessionarius siden 2018 og således også konfirmeret både kronprins Christian i 2021 og prinsesse Isabella i 2022.