Legendarisk band gør comeback på danske festivaler

Efter fem års fravær i offentligheden samles rockbandet Kashmir i 2020 på festivalerne Northside og Tinderbox.

Kashmir bragede gennem lydmuren, men nu er de tilbage. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Det er noget nær en sensation.

Sådan beskriver den øverste chef for Northside og Tinderbox en aftale, som festivalerne har fået i hus med rockbandet Kashmir.

Artiklen fortsætter under videoen.

Næste sommer kan publikum nemlig opleve Kashmir på både Northside i Aarhus og Tinderbox i Odense. Kashmir har vel at mærke ikke udgivet musik eller givet koncerter de seneste fem år.

– Jeg er tæt på at kalde det en sensation, for vi havde ikke umiddelbart regnet med, at de kom tilbage. Og da vi så fik muligheden for det, måtte vi bare slå til. Det er de eneste to festivalshows, de spiller næste år.

– Vi anser dem for at være det mest betydende danske rockband de seneste mange år, siger festivalchef for NorthSide og Tinderbox Brian Nielsen.

Lang karriere

Bandet kommer højst sandsynligt til at spille numre fra hele karrieren, som begyndte tilbage i 1991 og blandt andet tæller syv studiealbums.

– Alt andet ville næsten være mærkeligt. Det er klart, at de store plader som “The Good Life” og “Zitilites” vil fylde en del, men derudover er jeg sikker på, at der vil komme numre fra hele karrieren, siger Brian Nielsen.

Bandet spiller på Northside i Ådalen i Aarhus lørdag den 6. juni og på Tinderbox i Tusindårsskoven i Odense fredag den 26. juni 2020.

Kashmir blev dannet af de tre efterskolevenner Kasper Eistrup, Mads Tunebjerg og Asger Techau i 1991. Deres debutalbum, “Travelogue”, udkom tre år senere.

I 2000 optog bandet endnu et medlem – Henrik Lindstrand på keyboard.

Hitmaskiner

Kashmir står bag hits som “Rocket Brothers” og “Mom in Love, Daddy in Space” og har desuden udgivet nummeret “The Cynic” med den engelske rocklegende David Bowie.

Foruden de to koncerter på festivalerne i Aarhus og Odense har Kashmir annonceret, at bandet vil give koncerter i Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København til maj næste år.

Så vidt festivalchef Brian Nielsen ved, er der ikke planer om, at Kashmir skal lave mere ny musik sammen.

Northside og Tinderbox har været i dialog med bandet om optrædenerne “over nogle år”, fortæller han.

Mens Kashmir som rockband har holdt pause, har de enkelte medlemmer haft gang i deres egne projekter. Forsanger Kasper Eistrup har eksempelvis satset på en karriere som billedkunstner de seneste år.

Powered by Labrador CMS