Drama i Cirkusrevyen: -Det var en mavepuster

Klimaaktivister sprang op på scenen midt i Biden/Trump-nummeret, og skabte kaos i Cirkusrevyen

Udgivet Opdateret

Cirkusrevyen blev på premieren torsdag aften udsat for en kortvarig afbrydelse, da klimaaktivister sprang op på scenen med bannere.

Det skete midt i Henrik Lykkegaard og Niels Olsens Joe Biden/Donald Trump-nummer, som derfor måtte afbrydes.

Blev hjulpet ned

I løbet af få minutter blev aktivisterne hjulpet ned fra scenen igen ved hjælp af Cirkusrevyens eget personale, og de amerikanske præsidentkandidater genoptog nummeret fra start.

- Jamen vi havde jo securityfolk med, som jo ikke greb ordentlig ind, konstaterede en ironisk Niels Olsen efterfølgende til Nyheder.dk med henvisning til den normalt så omfattende sikkerhed, der hersker omkring amerikanske præsidenter!

- Der skete jo ikke noget

Men det skabte nogle tumultagtige scener, som ingen havde regnet med, men ro og orden blev dog hurtig genetableret.

- Det her var organiseret, alle fik en mavepuster, men der skete jo ikke noget, sagde Niels Olsen.

Kollegaen Henrik Lykkegaard kom også med en forklaring.

- Hvorfor sker det her på premiereaftenen? Jo, det er selvfølgelig fordi, der er flere kendte politikere til stede blandt publikum, mente han

Tumultagtige scener i Cirkusrevyen torsdag aften.
Powered by Labrador CMS