TV-vært borer i Lars von Triers fortid

Lars von Trier er blandt de seks kendte danskere, som svarer på, hvordan de er endt, som de er. Det kan ses i portrætprogrammerne "Det store spørgsmål"

Udgivet Opdateret

KORT RESUME - Det store spørgsmål

Det store spørgsmål er en serie portrætprogrammer, der får premiere i begyndelsen af 2024 på TV 2.

Tv-værten Hans Pilgaard interviewer kendte danskere som Lars von Trier og Lars Mikkelsen, stiller dem det samme spørgsmål: 'Hvordan er du endt som den, du er i dag?'

I premiereprogrammet fortæller den danske Hollywood-skuespiller Lars Mikkelsen om sin barndom på Nørrebro og opvæksten der.

Andre gæster i serien inkluderer Klovn-stjernen Casper Christensen, musiker Anne Linnet, tidligere målmand Peter Schmeichel og filminstruktør og forfatter Hella Joof.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

- Hvordan er du endt som den, du er i dag?

Det ene, enkle spørgsmål stiller Hans Pilgaard den kontroversielle filminstruktør Lars von Trier og fem andre kendte danskere, som alle har betydet noget særligt for tv-værten - og som han ved siden af fascinationen måske også er lidt bange for.

Svarene kan ses og høres i portrætprogrammerne "Det store spørgsmål", som får premiere i begyndelsen af 2024.

Det annoncerer TV 2 i en pressemeddelelse.

-En stor plads i mit hjerte

- De mennesker, jeg har taget kontakt til, er mennesker, der har haft en stor plads i mit hjerte og i mit liv i mange årtier - og også i danskernes liv og hjerter, siger Hans Pilgaard blandt andet i pressemeddelelsen.

- Desuden er de ofte kompromisløse i deres kunst og liv. Og de er svære at få i tale, og især taler de sjældent om sig selv. Det har været med stor ydmyghed og en passende mængde ærefrygt, at jeg har spurgt dem, om de ville være med til at svare på det store spørgsmål.

Man må vente nogle afsnit, inden Hans Pilgaard stiller Lars von Trier det store spørgsmål. For premiereprogrammet, som kan ses på TV 2 og TV 2 Play den 3. januar, er med den danske Hollywood-skuespiller Lars Mikkelsen.

Fortæller om stofmisbrug

Her fortæller den 59-årige stjerneskuespiller om sin barndom på Nørrebro og opvæksten der, som blandt andet gjorde ham usikker og grænseløs, lyder det.

Lars von Trier er både anerkendt og kontroversiel. Men hvordan er filminstruktøren kommet der til, hvor han er i dag? Det vil tv-vært Hans Pilgaard undersøge. (PR-foto).

Hans Pilgaard kommer også tæt på Klovn-stjernen Casper Christensen, som er i centrum i den anden udsendelse i rækken.

Her fortæller den kendte komiker blandt andet om sit stofmisbrug, og hvordan den karikerede udgave, han spiller af sig selv i "Klovn", nærmede sig den private Casper Christensen - og omvendt.

Angstprovokerende

Derudover medvirker også musiker Anne Linnet, tidligere målmand Peter Schmeichel samt filminstruktør og forfatter Hella Joof i "Det store spørgsmål".

- Jeg er normalt vant til at møde op forberedt. Denne gang har jeg taget chancen og er kommet med kun ét spørgsmål og med god tid til at høre svaret, lyder det videre fra Hans Pilgaard i pressemeddelelsen.

- Det har været grænseoverskridende, angstprovokerende og helt vildt fedt. Jeg har mærket, hvad det vil sige at slippe kontrollen og bare være nærværende. Og turde tage samtalen.

Powered by Labrador CMS