Møde med Blachman ender med indlæggelse

Optagelserne af den nyeste sæson af interviewserien "All Exclusive" udvikler sig dramatisk under mødet mellem Thomas Blachman og Casper Christensen

"X Factors" grand old man Thomas Blachman og Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er de næste i rækken af håndplukkede kendisser, der besøger komiker Casper Christensen i interviewserien "All Exclusive".

Det annoncerer Viaplay Group, som sender programrækken på TV3 og streamingtjenesten Viaplay, i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at Casper Christensen får et ildebefindende under optagelserne af mødet med Thomas Blachman.

Kroppen går i chok

I sin og Klovn-kollegaen Frank Hvams podcast, "Casper ringer til Frank", har Casper Christensen for nylig ifølge B.T. uddybet, hvad der skete.

- Jeg har så mange smerter, at hele kroppen går i chok. Og så siger jeg: "Jeg skal på hospitalet nu". Vi finder så ud af, at det er brok. Nu bliver det ulækkert - noget af tarmen er røget ud og har sat sig i klemme, fortalte Casper Christensen i Podimo-podcasten ifølge B.T.

Det lykkedes lægerne at trykke tarmene på plads, mens han fik dulmet smerterne med morfin.

Knap så alvorligt

Det fremgår ikke, hvor langt han nåede i optagelserne med Thomas Blachman, eller om de kunne fortsætte efter behandlingen.

Konceptet i "All Exclusive" er, at Casper Christensen inviterer en række kendte med på et ophold, hvor han vil lære dem bedre at kende med mediemand Mikael Bertelsen i baggrunden.

Knap så alvorligt udvikler mødet sig med sæsonens anden gæst, Morten Messerschmidt. Men her venter alligevel en udfordring.

Bertelsen skeptisk

- Er det muligt for Casper at komme bag politikerens velformulerede facade og ind til mennesket?, lyder det i pressemeddelelsen og videre:

- Morten Messerschmidt mener godt, at han kan smide politikeren til side og være sig selv. Mikael Bertelsen er dog skeptisk og mener, at politikere altid vil bruge enhver lejlighed til at få flere vælgere.

CASPER CHRISTENSEN

Casper Lindholm Christensen (født 22. august 1968 i Kerteminde på Fyn, opvokset i Birkerød) er en dansk stand-up-komiker, skuespiller, manuskriptforfatter, tv- og radiovært og instruktør. Han startede sin comedy-karriere på Restaurant DIN's, der lå i det indre København, i slutningen af 1980'erne. Hans karriere som tv-vært begyndte i børneprogrammet Hvaffor en hånd på DR1 i 1991. Året efter blev han en fast del af DR's ungdomsprogram Transit. Det helt store folkelige gennembrud fik han i 1995 med underholdningsprogrammet Husk lige tandbørsten, som ugentligt havde omkring 1,5 millioner seere. Karrieren fortsatte med det kaotiske radioprogram Tæskeholdet (1996-1997) og tv-programmet Casper & Mandrilaftalen (1999) på DR2.

Kilde: Wikipedia

"All Exclusive" skal gøre seerne klogere på Casper Christensens gæster - men også på komikeren selv.

Livets store spørgsmål

Samtalerne kredser om livets store spørgsmål og udfordringer, som Casper Christensen genkender fra sit eget liv: tro, misbrug, venskab, berømmelse, grådighed, ambitioner, succes, svigt og forældreskab.

Blandt gæsterne i de foregående sæsoner har tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, ekskæresten og skuespiller Iben Hjejle samt tv-vært Sofie Linde været forbi.

"All Exclusive" får premiere på TV3 og Viaplay den 3. december.

Powered by Labrador CMS