Ung dansk greve dræbt i skiulykke

27-årige greve Frederik Christian Adam Moltke til Bregentved døde i en skiulykke i Japan.

Bregentved Gods ved Haslev på Sjælland. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den kun 27-årige greve Frederik Christian Adam Moltke til Bregentved, er død. Han omkom i en ulykke den 23. januar i år, skriver Dagbladet Køge.

Ifølge Ekstra Bladet var det en skiulykke i Japan, der kostede den unge greve livet.

Godsforvalter  i Bregentved, Anders Dolmer, har givet følgende kommentarer til avisen efter nyheden om grevens dødsfald er kommet frem:

– Vi er naturligvis alle voldsomt påvirkede og meget kede af det, siger Anders Dolmer.

Greve Frederik Christian Adam Moltke boede og arbejdede i London men overtog i 2018 ejerskabet af Bregentved fra sin far, Christian Moltke. Men id et daglige havde han intet med driften at gøre.

– Han havde nok at gøre med sit arbejde i London, men det var tanken, at han skulle komme hjem en dag og overtage virksomheden, siger Anders Dolmer.

Danmarks største gods

Bregentved er landets største gods med 6.555 hektar i Danmark og en anslået værdi på 950 millioner kroner.

Senest har godset indviet fire store svinestalde, som producerer 120.000 slagtesvin om året.

I en dødsannonce i Dagbladet Køge fremgår det at Frederik Moltke begraves fra Tureby Kirke lørdag 2. februar klokken 13.

Powered by Labrador CMS