Smukfest klar til stor udvidelse

Ekstra 13.000 kvadratmeter, en ny scene og etableringen af et torv skal danne rammerne om Smukfest fremover

Offentliggjort Sidst opdateret

Smukfest udvider med nye tiltag

Smukfest udvider festivalpladsen med 13.000 kvadratmeter i Bøgeskoven.

Den nye scene, Ekko, vil fokusere på elektronisk musik og store nattefester.

Festivalen byder på store navne som Robbie Williams og Lewis Capaldi i august.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Der bliver endnu mere plads at boltre sig på under trækronerne i Bøgeskoven i Skanderborg.

Smukfest udvider festivalpladsen med 13.000 kvadratmeter.

Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

Indholdschef Trine Bang kalder det et ambitiøst skridt ind i fremtiden.

- Med de nye tiltag i 2026 forstærker vi alt det, der gør Smukfest til Smukfest, og samtidig giver vi endnu mere plads og endnu bedre rammer for oplevelser, ophold og fællesskab. Den nye festivalplads er en milepæl i fremtidssikringen af Danmarks smukkeste festival, siger hun i pressemeddelelsen.

- Vores gæster fortæller os, at de elsker helhedsoplevelsen på Smukfest - og at måltidet og tiden sammen med hinanden er en vigtig del af den. Mange har efterspurgt mere plads til netop dét, og det har vi lyttet til, siger indholdschef Trine Bang. (Arkivfoto).

Den scene, der hedder Månen, flyttes til der, hvor den nuværende Hood-scene ligger.

Med flytningen af Månen åbner der sig et område, som fremover skal fungere som et torv med siddepladser og rolige mødesteder.

Flytningen af Månen-scenen betyder, at Hood-scenen ikke genopstår i 2026, oplyser Smukfest.

Sprit ny scene 

Smukfest har allerede annonceret, at der næste år kommer en ny scene kaldet Ekko - dedikeret til elektroniske toner - der skal rejses i et nyt område af Bøgeskoven.

Smukfest har tidligere haft store elektroniske artister som Avicii, David Guetta og Martin Garrix på plakaten. Og Ekko skal spille op til flere store nattefester, lyder det fra festivalens programchef, Mikkel Xavier.

- Vi har længe ønsket at give den genre sit eget hjem - et sted, hvor magien ikke bare kan opstå, men vokse sig endnu større, siger han i pressemeddelelsen.

Annonceret verdensstjerner

Festivalen ved Skanderborg finder sted næste år fra 2. til 9. august.

På plakaten er allerede annonceret verdensstjerner som Robbie Williams og Lewis Capaldi og danske navne som D-A-D, Lukas Graham og Poul Krebs.

Powered by Labrador CMS