TV2 løfter sløret for nyt program i Danmark
Komikerkometen Victor Lander har landet jobbet som vært på "Lego Masters", som kommer til Danmark
Hvem kan bygge de mest fantasifulde, kreative og gennemførte universer og kreationer af Lego-klodser?
Det dyster otte par om i det nye fredagsunderholdningsprogram “Lego Masters”, som får danmarkspremiere på TV2 den 16. april.
Dermed er det første gang, at programmet rammer Lego-klodsens hjemland.
Det annoncerer TV2 i en pressemeddelelse.
Komiker skal styre løjerne
Til at styre løjerne står komikerkometen Victor Lander
Den 26-årige komiker har selv bevist, at han kunne finde på kreative løsninger, da han vandt tredje sæson af “Stormester” på TV2 sidste år.
– Det her program er en hyldest til de kreative, modige og nørdede mennesker, der ikke bare er blevet ved med at bygge, men har lagt en masse tid og energi i at blive sindssygt gode til det.
– Og jeg glæder mig helt vildt til, at verden skal møde dem og se, hvad de kan udrette, siger Victor Lander i pressemeddelelsen.
“Lego Masters” består af i alt otte programmer med otte par. Men i finalen står kun de tre bedste par tilbage.
Programmets suveræne dommer er seniordesigner i Lego Søren Dyrhøj, der bedømmer parrenes kreationer ud fra parametre som opfindsomhed, historiefortælling og teknisk kunnen.
Tre millioner klodser
De otte par, der dyster i “Lego Masters”, har tre millioner klodser at gøre godt med, når de på tid skal løse forskellige udfordringer igennem konkurrencen.
– Jeg er super spændt på at se, hvilken talentmasse der er blandt Lego-byggere i Danmark, og så håber jeg meget, at de kommer til at bygge noget, jeg aldrig har set før, siger Søren Dyrhøj i pressemeddelelsen.
– De har i hvert fald alle muligheder for at give den fuld gas med vilde idéer, lyder det fra Søren Dyrhøj, som siden 1997 har designet nogle af de mest ikoniske Lego-sæt for legetøjsgiganten.
Vinderparret kan tage hjem med et trofæ, og så kan de se frem til selv at blive bygget i Lego-klodser, som bliver udstillet i Legoland i Billund.
Derudover kan vinderparret – sammen med de øvrige to finalepar – glæde sig over, at deres kreationer bliver udstillet i Lego House.
“Lego Masters” får danmarkspremiere på TV2 PLAY og TV2 fredag den 16. april.