Dar Salim: -Vi grinede og græd
Arbejdet kalder for nygifte Dar Salim, som må tilbringe sine hvedebrødsdage med superstjernerne Chris Pratt og Luke Hemsworth og ikke sin hustru
Den danske stjerneskuespiller Dar Salim blev lørdag 16. august gift med sin kæreste, Nanna Boline Lindhardt.
På det sociale medie Instagram viser gommen nu en stribe bryllupsbilleder frem.
- Jeg sidder i et fly på vej på arbejde og er fyldt af én ting: taknemmelighed. Taknemmelighed for livet, for min kone, min familie - og for alle de vidunderlige mennesker, vi er så heldige at have i vores liv, skriver Dar Salim i opslaget og fortsætter:
- Vi dansede og græd
- I weekenden fejrede vi vores bryllup på smukke Broløkke Herregård på Langeland omgivet af dem, vi elsker. Vi dansede, vi græd, vi grinede - og jeg tør godt sige, at det var den bedste weekend i mit liv.
- Jeg har nok ikke helt forstået det hele endnu, men jeg ved, at jeg aldrig tager noget af det for givet.
Det er strømmet ind med lykønskninger til brudeparret.

Lykønskninger fra stjerner
Blandt andre fra Hollywood-stjernen Jake Gyllenhaal, som Dar Salim delte hovedrollen med i actiondramaet "The Covenant", og fra Jurassic Park-stjernen Chris Pratt, som Dar Salim spiller over for i den kommende Prime Video-serie "The Terminal List: Dark Wolf". Den seneste store Hollywood-rolle, som den 48-årige danske stjerneskuespiller har indtaget.
- Tak bror. Glæder mig til at tilbringe mine hvedebrødsdage sammen med dig, svarer Dar Salim til Chris Pratt.
Også verdensstjernen Luke Hemsworth, som medvirker i seriesatsningen lykønsker Dar Salim og Nanna Boline Lindhardt med ordene:
- Hvor ser I lykkelige ud! Tillykke til jer begge, jeg glæder mig til at høre alt om det.
- Tak, bror
Det får Dar Salim til at svare:
- Tak, bror. Det er der masser af tid til, jeg tilbringer alligevel mine hvedebrødsdage sammen med dig og drengene.
Lige op til brylluppet befandt Dar Salim sig i USA for at promovere netop "The Terminal List: Dark Wolf".
Der er også lykønskninger fra flere af de celebre bryllupsgæster. Blandt andre fra Pilou Asbæk og Johannes Lassen, som Dar Salim takker for indslag fra under festen.
I kommentarsporet takker Dar Salim også tv-værten Jacob Riising, som var udnævnt til toastmaster.
Seebach med som gæst
Også popstjernen Rasmus Seebach, skuespilleren Jon Lange og designeren Søren Le Schmidt var blandt bryllupsgæsterne.
Ved uddelingen af den hedengangne EchoPrisen modtog Dar Salim i 2024 prisen som Årets Skuespiller for sin præstation i actiondramaet "Underverden II", og i sin takketale afslørede han, at han var forlovet, da han takkede Nanna Boline Lindhardt.
I sommeren samme år afslørede Dar Salim, at parret skulle være forældre. I oktober 2024 kom datteren Aya Storm Salim til verden.
- Hun er lige så smuk som sin mor, og jeg er nok den heldigste fyr, skrev Dar Salim på Instagram.
Familien består også af Dar Salims teenagesøn, Zidane, fra forholdet med produceren Meta Louise Foldager.