Peter Aalbæk fylder 70 år
- Det er sjældent, jeg tænker på, hvad jeg har bedrevet. Men jeg er voldsomt optaget af, hvad jeg skal bedrive, siger han
Et nyt økosamfund er ved at tage form i Herfølge. Visionen er klar.
Et rummeligt fællesskab med forskellige boligtyper, hvor flere generationer involverer sig i fællesskabet og lever ressourcebevidst.
Der er en friskole, en børnehave og måske en café og andre erhvervsdrivende.
Visionen står tidligere filmproducent og direktør i Zentropa Peter Aalbæk Jensen bag sammen med sin hustru, Lise Palm.
Peter Aalbæk Jensen er i dag økologisk landmand og fylder 70 år den 8. april. Herfølge Bjergby er et nyt livsværk, som indtil videre har været 12 år undervejs.
- Det er sjældent, jeg tænker på, hvad jeg har bedrevet. Men jeg er voldsomt optaget af, hvad jeg skal bedrive, siger han.
Hans andet livsværk, filmselskabet Zentropa, har han forladt gradvist siden 2016, hvor han trak sig som direktør og fortsatte en periode som producent.
Ruske op i filmbranchen
Peter Aalbæk Jensen stiftede Zentropa sammen med filminstruktør Lars von Trier i 1992. De ville sammen ruske op i filmbranchen. Det lykkedes.
Zentropa blev omdrejningspunkt for en gylden tid i dansk film, og blandt andet udsprang de succesfulde dogmefilm af Zentropa.
Makkerparret skabte store filmsucceser som "Breaking the Waves" og "Dancer in the Dark", ligesom Peter Aalbæk Jensen har produceret en lang række andre spillefilm, kortfilm og dokumentarer med andre instruktører.
Som Susanne Biers "Hævnen", der vandt en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film i 2011.
Zentropas filmby i Avedøre blev et både kunstnerisk og kommercielt centrum for dansk film. Men det gik samtidig vildt for sig med druk og fester, nøgenhed, klask i numsen og udskamning.
Sexchikane og ydmygelser
Peter Aalbæk Jensen havde som direktøren i centrum af det hele så store armbevægelser, at nogle slog sig på ham undervejs.
I kølvandet på Me too-bevægelsen blev det afdækket, at bagsiden af medaljen i Zentropa var en grænseoverskridende kultur med sexchikane og ydmygelser af eksempelvis praktikanter.
I øjeblikket er Peter Aalbæk Jensen selv hovedperson i en TV 2-dokumentar med titlen "Patriarken", hvor hans to døtre sender ham i terapi.
Filmen beskriver Aalbæk som "en gammeldags mand i en moderne verden, en ronkedor, der stritter imod tidens normer. Storhedstiden med cigarføring er afløst af lavt blodsukker, diabetes og slankemiddel."
- Jeg stillede op vel vidende, at jeg var skurken i den film. Det var jo en meget sjov præmis, at jeg ikke kunne prøve at charmere kameraet eller fedte mig til en bedre position hos filmens skaber.
- Det er jo noget, jeg har budt så mange andre i de omkring 200 filmproduktioner, jeg har lavet. At stille op og udlevere sig selv og blive pillet fra hinanden, siger han.
Tilbage på Zentropa
Aalen, som han blev kaldt i overskrifterne, er helt ude af filmbranchen. Og så ikke alligevel helt.
For hver fredag er han tilbage på Zentropa, hvor han nu er køkkenassistent og laver mad til 80 ansatte.
- Før spillede jeg kong Gulerod. Nu står jeg og skræller gulerødder, så det er meget smukt.
- Jeg kan se, at de unge står og kigger væk, når jeg prøver at forklare dem noget, jeg synes, kunne være fedt at lave. Jeg har hørt på så mange gamle idioter igennem min tid, så jeg vil spare dem for det, siger han.