Synnøve Søe fundet død

Synnøve Søe, der udgav bogen "Fars" i 1989, blev 55 år gammel, skriver Ekstra Bladet og ugebladet Tæt På.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forfatter og journalist Synnøve Søe er død. Hun blev fundet i sit hjem i Aarhus mandag. Det bekræfter hendes bror Jeppe Søe til flere medier.

Hun blev 55 år.

– Vi har ikke haft kontakt siden 1989, hvor hun skrev bogen “Fars” om sin påståede frygtelige barndom – som jo altså også var min barndom – en historie, som hun senere indrømmede var helt fiktiv.

– Det er jeg glad for, at hun nåede at få frem, inden hun fik ro, siger Jeppe Søe til Ekstra Bladet.

– Den sag er derfor fortid for mig, og mine tanker er udelukkende hos hendes søn, Romeo, tilføjer Jeppe Søe.

Forfatter og tv-vært

I 1990 udgav Synnøve Søe bogen “No credit”.

I de efterfølgende år kunne hun blandt andet opleves som vært på diverse talkshows.

Synnøve Søe har også været tv-vært, blandt andet på TV3 og TvDanmark.

Fra årene 2006 til 2009 udgav hun yderligere tre romaner. Den seneste var romanen “Skrifte”, som svævede mellem fiktion og biografi.

I 2008 modtog Synnøve Søe modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, skriver Ekstra Bladet.

På kant med familien

Den selvbiografiske “Fars” bragte hende på kant med sin familie, især halvbroren Jeppe Søe, som hun efterfølgende mistede kontakten med, skriver Tæt På.

Og opgøret med familien og den ifølge Synnøve Søe forliste barndom kom hun også ind på, da hun efter en pause på flere år i 2006 udgav bogen “Når Hanen Galer”.

På det tidspunkt havde hun i flere år boet på Bornholm.

– Man bliver ved med at arbejde med det samme stof. Selv om man udvikler sig, så er det den samme historie, man fortæller. Sådan er det sgu da også for Hemingway, sagde hun i et interview med Politiken.

At hun indimellem kunne have svært ved at håndtere dagligdagen fremgik også.

– Der er perioder, hvor jeg ikke har det godt. Jeg behøver slet ikke at have nogen grund. Jeg kan bare pludselig ikke trækket vejret. Jeg bliver bange, fortalte hun til Politiken.

Powered by Labrador CMS