Oasis-brødre genforenes på scenen
Liam og Noel Gallagher har lagt stridsøksen på hylden og trækker titusindvis af fans til turnéstart i Wales
For første gang i 16 år går brødrene Liam og Noel Gallagher fra rockbandet Oasis fredag aften på scenen sammen.
Den musikalske genforening sker på Principality Stadium i Wales' hovedstad, Cardiff, hvor Oasis tager hul på sin genforeningsturné.
Dagen igennem har titusindvis af forventningsfulde Oasis-fans fyldt gaderne i byen, skriver det britiske medie BBC.
Strømmede til
Det britiske band, der især er kendt for hits som "Wonderwall" og "Don't look back in anger", går ifølge koncertprogrammet på scenen klokken 20.15 lokal tid - klokken 21.15 dansk tid.
Et par timer før deres optræden begyndte Gallagher-brødrenes fans at fylde Principality Stadium, som har plads til op til 74.500 koncertgæster.
Nyhedsbureauet AFP har talt med flere fans, der er kommet langvejs fra for at opleve Oasis på scenen igen.

- Livsomvæltende
- Det bliver livsomvæltende, siger 39-årige Omar Llama, der er rejst fra Mexico til Wales for at se og høre Gallagher-brødrene.
En anden fan, der har krydset Atlanten, er 31-årige Mark Cassidy fra New York, som er rejst til Storbritannien sammen med en ven.
- Vi er super spændte. Det er en perfekt dag til det, siger Mark Cassidy og hentyder til, at solen dagen igennem har skinnet over Cardiff.
Uoverensstemmelser
Oasis blev dannet i 1991, og i 2009 blev bandet opløst som følge af personlige og professionelle uoverensstemmelser.
De efterfølgende år optrådte Liam og Noel Gallagher hver for sig, og aldrig sammen.
I en udtalelse forud for genforeningsturnéen forklarede de, at deres genforening er sket som følge af en "gradvis erkendelse af, at tiden er inde".
Koncerten i Cardiff er den første af 41 koncerter, som Oasis skal spille på sin turné. Lørdag spiller bandet igen i Cardiff og derefter fortsætter turnéen i Manchester, London, Edinburgh i Skotland og Dublin i Irland.
Efter Storbritannien og Irland spiller Oasis i Canada, USA, Mexico, Sydkorea, Japan, Australien, Argentina, Chile og Brasilien.