Oasis med ny afsløring
Her afholder Oasis fem koncerter i det nye år
Det britiske rockband Oasis har mandag annonceret en række koncerter i USA, Canada og Mexico, der alle finder sted næste år.
I alt fem koncerter skal afvikles i Nordamerika, skriver bandet på sin hjemmeside.
Koncerterne bliver en del af Oasis' comeback-turné, som blev endeligt bekræftet i slutningen af august.
Den nordamerikanske del af turnéen vil tage bandet forbi Toronto i Canada, ligesom Chicago, East Rutherford og Los Angeles i USA også får besøg.
Bandet slutter i den mexicanske hovedstad, Mexico City.
Meldt udsolgt
Det genopståede rockband har i forvejen meldt udsolgt til en lang række koncerter på hjemmebanen i Storbritannien samt i Irland.
Oasis gik i opløsning i 2009. Det skete, da gruppens sangskriver og guitarist, Noel Gallagher, erklærede, at han ikke længere kunne arbejde sammen med sin lillebror, sanger Liam Gallagher.
Berømt og berygtet
Brødrenes forhold er både berømt og berygtet for at være præget af stridigheder.