Timm Vladimir overrasker med nyt
Tager kendte gæster med på danske 'Michelin'-restauranter
Timm Vladimir er klar med et nyt tv-program, hvor kendte danskere inviteres med ind i gastronomiens absolutte topklasse.
I den nye programserie 'Middag på Michelinrestauranterne' tager den dobbelte MasterChef-vinder seerne med på en kulinarisk rejse gennem nogle af Danmarks mest anerkendte restauranter.
Prestigefyldt
Her besøger Timm Vladimir blandt andet restauranter som 'Jordnær', 'Alchemist', 'Aure', 'Alimentum', 'Mota' og 'Koan', hvor seerne får et unikt indblik i livet bag de prestigefyldte Michelinstjerner.
Undervejs får Timm Vladimir også selskab af en række kendte gæster.
Adam Price, Søren Rasted, Umut Sakarya, Mads Steffensen, Jakob Kjeldbjerg og Søs Egelind er blandt navnene, der medvirker i programmet og bidrager med deres egne perspektiver på de gastronomiske oplevelser.
Kriminel fortid
Samtidig dykker programmet ned i historierne bag restauranterne og kokkene.
Blandt andet møder seerne Erik Vildgaard fra restaurant 'Jordnær', der fortæller om sin rejse fra en kriminel fortid til tre Michelin-stjerner, ligesom seerne også kommer tæt på Nicky og Emma fra restaurant Aure, der opnåede en Michelin-stjerne efter blot 81 dage.
Ifølge Viaplay er serien ikke kun en fortælling om luksus og smukke tallerkner, men også om ambitioner, pres og prisen for at være blandt de bedste.
'Middag på Michelinrestauranterne' har premiere mandag den 20. april klokken 20.00 på Viaplay og TV3.