Det står stærkt

Nyslået græs, sommerregn og nyhøstede kartofler er ting, der får skuespilleren Andreas Jebro op på mærkerne

Offentliggjort

Fra København til Sønderborg

* 41-årige Andreas Jebro er født og opvokset i København.

* I 2007 blev han uddannet skuespiller fra Aarhus Teater.

* I årene efter endt uddannelse var han fast tilknyttet Aarhus Teater frem til 2011, hvor han rykkede til Aalborg Teater.

* Siden har han medvirket i både teaterforestillinger, tv-serier og film.

* Han er særligt kendt for sin rolle som modstandsmanden Claus Villumsen i "Badehotellet" samt rollen som Jens Fischer i "Sygeplejeskolen".

* Han har desuden medvirket i forestillingen "Erasmus Montanus", der i 2017 blev genopført på Aarhus Teater. Det indbragte ham en Reumert for Årets Bedste Mandlige Hovedrolle, mens han at i 2014 modtog en Reumert for Årets Mandlige Birolle i forestillingen "Den spanske flue".

* I 2025 har han fået sin revydebut i Sønderborg Sommer Revy Show og står på scenen med sin hustru.

* Han har siden 2017 været gift med Badehotellet-stjernen Amalie Dollerup. Sammen har de sønnen August, som de bød velkommen i 2019.

Kilder: Danskefilm.dk og Alt.dk.

Sommeren lokker danskerne udendørs, og for skuespilleren Andreas Jebro betyder årstiden et nyt uderum og stærke sanseindtryk.

Skuespilleren føler endelig, at det er sommer, når danskerne samler sig ved vandet, og når han spiser friske danske kartofler, der bringer minder om hans morfar i haven.

I år har 'Sygplejeskolen'-stjernen startet sommeren tæt ved kysten.

Han og hustruen, skuespillerkollegaen Amalie Dollerup, tilbringer nemlig halvanden måned i Sønderborg i Jylland sammen med deres søn, August, mens parret medvirker i Sønderborg Sommer Revy Show frem til 5. juli.

Duften i næsen

Her fortæller den 41-årige skuespiller, hvad der får ham til at tænke på sommer:

Hvad er duften af sommer?

- Blandingen af nyslået græs, lige efter at det har regnet, hvor alt er varmt og ekstra stærkt duftende. Det er meget sommer for mig, at komme ud og alle indtrykkene bliver forstærket, siger han og fortsætter:

- Det handler meget om, at sommeren bliver et uderum for danskerne, fordi vi jo af gode grunde trækker os indendørs i ly for kulde, blæst og regn meget af året ellers. Så det er meget skærpet for mig at komme ud og få duften af sommer i næsen.

Når sommerroen har lagt sig, og Andreas Jebro ligesom resten af Danmark har tid til at tage døgnets ydertimer i brug, føles det som sommer. Sommeren er for ham kendetegnet ved mange minder.

Fra jord til bord

Hvad er smagen af sommer?

- Det er helt frisk fra jord til bord, og det er virkelig forbundet med mange minder, fortæller Andreas Jebro.

- Min mormor og morfar boede på en gård, og smagen af sommer er, dengang min morfar gik ud og stak sine næver ned i jorden for at trække kartofler op. Så børstede han bare lige det værste jord af, og så fik jeg lov til at gnave i sådan en rå kartoffel. Det kunne smage af det vildeste!

- Og så når de lige blev kogt et kort øjeblik og fik noget dild ude fra urtehaven og så bare med en klat smør på. Tænk, at noget så simpelt kan være så godt.

I fuld flor

Hvad er synet af sommer?

- Det er de bugnende rapsmarker, som man kører forbi og skuer ud over, inden man kommer ned til en kyst - det kan være, at det er helt forkert, fordi rapsmarkerne allerede har stået i fuld flor i lang tid.

- Vi bor tæt ved Furesøen, som jo ikke er en kyst, men man ser alligevel folk, der samles ved vandet og er sammen ved vandkanterne. Folk flokkes til vandet for at være sammen i sociale sammenhænge. De griller, smiler og fester og springer i det iskolde vand.

Tages i brug

Hvad er lyden af sommer?

- Det er de sene nattetimer eller tidlige morgentimer og at høre folk, der er på vej i latter og nogle gange i skål. Folk, der er på vej. Uanset om de er på vej videre eller hjem. Det er alle ydertimerne, der bliver taget i brug, fordi der er tid til det.

Hvad er følelsen af sommer?

- Jeg føler rigtigt, at det er sommer, når jeg mærker de andre ting. Det er netop, når ydertimerne bliver taget i brug. Når jeg selv har tid til det, fordi jeg ikke skal nå noget.

Andreas Jebro og hustruen Amalie Dollerup har sammen med deres søn, August, skudt sommeren i gang langt væk fra hjemmet i Virum. Parret medvirker i Sønderborg Sommer Revy Show frem til juli, og de har derfor rykket deres lille familie til Jylland i halvanden måned.



Powered by Labrador CMS