Se billederne: 'Spice Girls' i dobbeltbryllup
Melanie B kan ikke få nok af ham
Fra "Scary Spice" til "Married Spice".
Spice Girls-stjernen Melanie B. - også kendt som "Scary Spice" - er igen blevet gift med hårstylisten Rory McPhee.
Parret blev gift første gang 5. juli i St Pauls Cathedral i London, mens at den anden vielse netop har fundet sted i den marokkanske storby Marrakech.
Det afslører Melanie B. med en række bryllupsbilleder delt på Instagram.
Tre års forhold
Parret blev forlovet i 2022 efter tre års forhold.

De havde dog kendt til hinanden i mange år, fordi Rory McPhee er venner med en af sangerindens familiemedlemmer.
Derigennem udviklede relationen sig til kærlighed, da han begyndte at ordne hendes hår.
God til at lytte
- Han var der bare for mig og ventede tålmodigt. Han er god til at lytte. Det er længe siden, at nogen har været så sød ved mig, sagde Melanie B. i et interview med det amerikanske magasin People i 2024.
Melanie B. havde forinden svoret, at hun aldrig ville gifte sig igen.
Hun var gift med den hollandske danser Jimmy Gulzar, som hun har datteren Phoenix på 26 år med, fra 1998 til 2000.
Fra 2007 til 2017 var hun gift med den amerikanske filmproducer Stephen Belafonte, som hun har datteren Madison på 14 år sammen med.
De blev først gift i Las Vegas og fornyede året efter deres ægteskabsløfter i den egyptiske badeby Hurghada.
Fysisk og psykisk vold
De gik fra hinanden i 2016. I 2017 søgte Melanie B. om skilsmisse og beskyldte Stephen Belafonte for at have udsat hende for fysisk og psykisk vold under deres forhold. Stephen Belafonte afviste anklagerne og sagsøgte Melanie B. for æreskrænkelser.
Rory McPhee fik hende til at ændre mening om ægteskabet, og i 2022 friede frisøren.
- Han havde været henne til min fars grav for at spørge om min hånd. Ikke at min far kunne sige noget, men det var så sødt, lød det fra Spice Girls-sangerinden i 2024.
Kendt som dommer
Ud over at være kendt som "Scary Spice" i Spice Girls, som storhittede i 90'erne og 00'erne med "Wannabe", "Say You'll Be There" og "Spice Up Your Life", er 50-årige Melanie B. også kendt som dommer i "America's Got Talent".
Blandt bryllupsgæsterne, da Melanie B. blev gift i juli, var Spice Girls-kollegaen Emma "Baby Spice" Bunton. De tre andre Spice Girls - Victoria "Posh Spice" Beckham, Melanie "Sporty Spice" C. og Geri "Ginger Spice" Horner, var ikke til stede.