Royale i kamp mod internet-farer

Royale personligheder i Sverige, Danmark og Storbritannien vil stoppe mobning og chikane på nettet.

Også vores egen dronning har i sin nytårstale berørt emnet. KLIK for mere. (Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix)
Også vores egen dronning har i sin nytårstale berørt emnet. KLIK for mere. (Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Det er blevet en mærkesag blandt flere royale at forsøge at værne om børns sikkerhed på nettet.

Seneste skud på stammen er den svenske prinsesse Sofia og prins Carl Philip, der vil sørge for, at forældre kan hjælpe børnene med deres færden online.

For nylig sendte parret en håndbog ud til alle svenske borgere, der har børn, som fylder ti år i 2019. Håndbogen indeholder gode råd til, hvordan forældre kan skabe en samtale med børnene om det, de oplever på nettet.

Guiden kan også downloades på hjemmesiden natforaldrar.se, som Sofia og Carl Philip har lavet i samarbejde med Børns Rettigheder i Samfundet (BRIS).

– Ser du, de fleste børn vil faktisk gerne tale med en voksen om deres oplevelser på nettet. Men mange af dem tror, at du ikke vil forstå det. Det er det, som vi vil ændre med den her bog, skriver de på siden.

Vores egen dronning

Internetmobning er også et tema, der blev berørt af dronning Margrethe i hendes nytårstale.

Her fortalte hun, at den nye teknologi ifølge hende medfører, at kontakten mellem folk bliver mere upersonlig.

– Man er online hele tiden, og man glemmer, at der faktisk er et menneske i den anden ende.

– Det er så nemt at skrive en kommentar eller at dele et billede på de sociale medier, som kan være krænkende og efterlade dybe spor. Sådan noget ryger ud i “cyberspace” og spreder sig som fluesværme, sagde hun.

Hertug og kronprins

Også i det britiske er der fokus på, hvordan folk behandler hinanden på internettet.

Hertuginde Sarah, der tidligere var gift med britiske prins Andrew, skriver i et åbent brev, der er offentliggjort i det britiske medie Hello Magazine, at der er store problemer på nettet.

– Det er tid til at konfrontere det faktum, at det meste af de sociale medier er blevet en kloak, skriver hun.

Hun roser dog også de sociale mediers evne til at lade brugerne kommunikere direkte med hinanden. Men det må ifølge hende ikke skærme for, at mange tror, at generelle normer ikke er gældende på nettet.

– Mobning, verbale angreb og selv det mest chokerende sexisme, racisme og homofobi er hverdagskost. Det virker til, at alt er tilladt online, skriver Hertuginde Sarah, der slutter brevet:

– Hvis du ikke har noget pænt at sige, så lad vær at sige noget.

I november 2018 fortalte prins William om sine bekymringer for børnenes færden på nettet.

– Jeg er bekymret over, at techselskaberne stadig har en stor del at lære om det ansvar, der kommer med deres signifikante styrke.

– Det siger jeg ikke i vrede. Jeg tror, at vores techledere er personer af integritet, som bringer mange fordele til vores liv og samfund.

– Men det bekymrer mig, at ved alle de udfordringer, de står overfor – fake news, ekstremisme, polarisering, hate speech, privatliv og mobning – ser det ud til, at de er bagud, sagde prins William.

Powered by Labrador CMS