Prins Nikolais svigerfar: -Han er gennemført sympatisk
Anders Thoustrup, der er far til prins Nikolais kæreste, Benedikte Thoustrup, har mødt prinsen. Det unge par får snart et langdistanceforhold.
For nylig kom det frem, at prins Nikolai er blevet kærester med Benedikte Thoustrup, som han har gået i klasse med på kostskolen Herlufsholm, hvor de begge netop er dimitteret fra som studenter.
Ifølge Se og Hør stod den 19-årige randrusianer og ventede på sin 18-årige prins til den afsluttende eksamen, hvor han fik sin studenterhue sat på hovedet af sin far, prins Joachim.
Det er ikke kun prins Nikolais far, der har mødt det unge par sammen. Også Benedikte Thoustrups far, erhvervsmanden Anders Thoustrup, har mødt dem sammen.
Det fortæller Anders Thoustrup til Her og Nu.
– Jeg har selvfølgelig mødt prins Nikolai, og han er en meget sympatisk ung mand. Han er gennemført sympatisk, siger Anders Thoustrup til ugebladet.
Skal leve adskilt
Efter at have gået i klasse sammen i gymnasiet kommer det unge par nu til at være mere adskilt fra hinanden.
Efter sommerferien skal Prins Nikolai starte på reserveofficersuddannelsen ved Hærens Sergentskole i Varde, mens Benedikte Thoustrup til september flytter seks måneder til Frankrig for at studere fransk ved universitetet Sorbonne.
Prins Nikolai var for nylig i netop Paris, hvor han var på catwalken for modehuset Dior.