Pengene vælter ind

Formuen er nu på 425 millioner kroner

Udgivet Opdateret

Når man har rund fødselsdag, er man normalt centrum og bliver fejret.

Men når Tony Blair den 6. maj fylder 70, kan hans kone, Cherie Blair, og parrets fire børn ikke bare sådan lige fejre ham.

I hvert fald ikke hele dagen. For fødselaren skal til et arrangement, der overstråler hans fødselsdag i praktisk taget alt.

Er inviteret med

Blair er som tidligere britisk premierminister inviteret til kroningen af Storbritanniens kong Charles.

Blair fra Labour-partiet har et lidt andet forhold til kongehuset end de øvrige tidligere premierministre, der møder op til kroningen.

Blair var med, da kongehuset var i sin måske dybeste krise i nyere tid, nemlig da prinsesse Diana blev dræbt ved en bilulykke i Paris den 31. august 1997.

Ulykken udløste stor sorg i Storbritannien. Det vakte mere og mere undren og også vrede, at kongefamilien tilsyneladende mødte hendes dødsfald med en meget afmålt reaktion.

Folket var i sorg. Kongefamilien var ude af syne.

Talte til nationen

Premierminister Blair talte til nationen og brugte vendingen "folkets prinsesse", hvilket nok var meget rammende, som sagerne stod.

Han mødtes med dronning Elizabeth, og han rådede de kongelige til at træde i karakter og vise sorg offentligt.

I sine erindringer har han kaldt det for en "meget ømtålelig proces".

Dengang var den jurauddannede Blair stadig en ung mand, når man taler om politikerne inden årtusindskiftet.

Kort før Diana-tragedien

Han blev premierminister som 43-årig i maj 1997, altså kort inden tragedien med Diana.

Da han stoppede som premierminister 2007, var han en erfaren politiker, der både havde begejstret og udløst vrede.

Han fik i begyndelsen af første periode etableret lokale parlamenter i Skotland, Nordirland og Wales.

I 1998 medvirkede han til fredsaftalen i Nordirland.

I 2003 trak han Storbritannien med ind i den krig, som USA's daværende præsident, George W. Bush, indledte mod Irak.

Flere og flere britiske soldater blev dræbt eller såret, og Blair blev mere og mere upopulær.

Genvalgt

Han genvandt magten ved valget i 2005, men var blevet kritiseret hårdt for Irak-krigen. I 2007 overlod han Downing Street 10 til Gordon Brown.

Blair nåede som oppositionsleder fra 1994 og som premierminister at ændre måden at føre politik på.

Ikke alene i Storbritannien. Socialdemokratier og andre partier lod sig inspirere at hans "New Labour" og hans brug af spindoktorer.

Han trak Labour ind mod midten og over den, hvis det gav stemmer.

Tony Blair er måske blevet lidt grå i toppen, men han kan stadig holde en tale, så folk lytter. Billedet er fra Hillsborough Castle i Nordirland, hvor Blair talte den 19. april i forbindelse med 25-årsdagen for den nordirske fredsaftale. Blair fylder den 6. maj 70 år.
Tony Blair er måske blevet lidt grå i toppen, men han kan stadig holde en tale, så folk lytter. Billedet er fra Hillsborough Castle i Nordirland, hvor Blair talte den 19. april i forbindelse med 25-årsdagen for den nordirske fredsaftale. Blair fylder den 6. maj 70 år.

Har tjent mange penge

Han var 54, da han stoppede som premierminister, og han har brugt årene siden da på at tjene penge. Mange penge.

Ifølge netavisen ladbible.com havde han i 2022 en formue på 50,3 millioner pund - 425 millioner kroner.

Han har skrevet bøger, holdt foredrag og fungeret som FN-mægler i Mellemøsten.

Og så har han etableret sit eget konsulenthus, der rådgiver virksomheder og regeringschefer rundt om i verden.

Powered by Labrador CMS