Nu er det endegyldigt slut

Lørdag var Elton Johns sidste optræden på hans fem år lange farvelturné. Flere fans var berørte i Stockholm

Udgivet Opdateret

Berørte, men spændte fans flokkedes lørdag til det, der forventes at være Elton Johns sidste koncert.

Den fandt sted i Stockholm, knap fem år efter at superstjernen startede sin farvelturné.

Dermed sætter den 76-årige brite et punktum efter 50 år med liveoptrædener, skriver nyhedsbureauet AFP.

Sangeren står bag megahits som "Rocket Man", "Your Song" og "Candle In The Wind".

Kom timer før

Allerede timer før koncerten begyndte i den svenske hovedstad, begyndte fans at ankomme.

- Det bliver en meget følelsesladet aften, lød det inden koncerten fra 25-årige Kate Bugaj, en polsk studerende, der havde taget turen til Sverige.

Hun indrømmede, at hun havde udskudt sin kandidatgrad for at kunne se Elton John spille en sidste gang.

50-årige Jeanie Kincer var rejst fra den amerikanske delstat Kentucky for at se koncerten.

Trukket i langdrag

Nogle vil måske mene, at John har trukket sit farvel i langdrag.

Alene i Danmark har han spillet tre farvelkoncerter. Undervejs er turnéen, der går under navnet "Farewell Yellow Brick Road Tour", blevet udskudt og forlænget flere gange.

Det har blandt andet skyldes coronapandemien og en hofteoperation.

Sådan så det ud, da Elton John gav sidste koncert i Stockholm på sin farvelturné, 'Farewell Yellow Brick Road'.
Sådan så det ud, da Elton John gav sidste koncert i Stockholm på sin farvelturné, "Farewell Yellow Brick Road".

330 koncerter på turneen

Ifølge Elton Johns egen Instagram-konto har han spillet mere end 330 koncerter på turnéen.

Elton John har i løbet af de sidste fem årtier solgt over 300 millioner album verden over.

Seks årtier i træk

I 2021 blev Elton John den første solokunstner til at nå top-10 på den britiske hitliste i seks årtier i træk. I løbet af månederne op til jul samme år ramte han endda topplaceringen med tre forskellige sange.

Sammen med David Furnish har Elton John via en rugemor fået sønnerne Zachary og Elijah.

BLÅ BOG: Sir Elton John

Sir Elton Hercules John, født Reginald Kenneth Dwight 25. marts 1947, er en engelsk sanger og sangskriver, pianist og komponist.

Han har samarbejdet med tekstforfatter Bernie Taupin siden 1967 på mere end 30 albums, og John har solgt over 300 millioner albums, hvilket gør ham til en af de bedst sælgende musikere nogensinde.

Han har mere end 50 Top 40 hits på UK Singles Chart og den amerikanske Billboard Hot 100, inklusive syv nummer 1 hits i Storbritannien og ni i USA.

Hans hyldestsingle "Candle in the Wind 1997", en genskrevet dedikation til Diana, prinsesse af Wales, har solgt over 33 millioner eksemplarer på verdensplan, og det er en af de bedst sælgende singler nogensinde i både Storbritannien og USA.

Han har også produceret plader og medvirket i diverse film ved forskellige lejligheder.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS