Margrethe og Frederik i historisk møde

Corona spænder ben for, at regeringens ministre kan mødes fysisk med dronningen og kronprinsen i statsråd.

Statsråd med dronningen er virtuelt for første gang nogensinde (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Offentliggjort Sidst opdateret

Når dronning Margrethe og regeringens ministre skal holde statsråd tirsdag, vil det foregå anderledes end normalt.

Mens dronning Margrethe og kronprins Frederik som sædvanligt vil være til stede i Statsrådssalen på Christiansborg Slot, deltager ministrene virtuelt. Det sker som følge af situationen med coronavirus.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse. Det er aldrig sket før, at et statsråd afholdes virtuelt.

De får også mere travlt end normalt.

Ved et almindeligt statsråd behandles omkring 100 sager. Men ved tirsdagens statsråd er der over 250 sager på dagsordenen. Det skyldes, at flere planlagte statsråd har været aflyst tidligere.

Skal underskrive love

Under normale omstændigheder holdes der statsråd cirka seks gange om året.

Statsministeren og de øvrige ministre er med på mødet, som ledes af dronningen.

På statsrådet underskriver dronningen sammen med en minister de love, som Folketinget har vedtaget.

Regeringen orienterer også dronningen om nye lovforslag, den vil fremsætte i Folketinget.

I praksis er der tit behov for at forelægge sager for dronningen uden for statsrådet.

I de tilfælde får dronningen forelagt sagerne, men med forbehold for, at sagen bliver præsenteret på ny og bekræftet ved det næste møde i statsrådet.

Kronprinsen er der også

Kronprinsen har, siden han blev myndig, også haft sæde i statsrådet.

Af Folketingets hjemmeside fremgår det, at statsrådet mest er en højtidelig ceremoni og ikke et møde, hvor der bliver truffet beslutninger.

Der blev senest holdt statsråd 7. oktober sidste år. Her var 18 af regeringens 20 ministre til stede.

Da det var nødvendigt at sikre god afstand mellem deltagerne, var mødet rykket. Det foregik i Taffelsalen, der er noget større end Statsrådssalen.

Kongehuset oplyste 1. januar i år, at dronning Margrethe var blevet vaccineret mod coronavirus.

Powered by Labrador CMS