Luksusfælden: Sådan går det Dennis og Pernille
Tirsdag aften var der premiere på den nye sæson af Luksusfælden, hvor eksperterne skulle hjælp Dennis og Pernille, der skyldte næsten en million kroner
Dennis og Pernille i Gammel Rye ved Silkeborg startede den nye sæson af Luksusfælden tirsdag aften.
Deres gæld nærmede sig en million kroner – blandt andet skyldte de penge til Skat og flere kreditorer.
Eksperterne fandt hurtigt ud af, at det unge par måtte lægge deres livsstil om. På programmet stod en billigere bolig og flere vagter på deres jobs, så de kunne tjene nok til at betale deres gæld.
Samtidig blev parret rådet til at droppe deres dyre vane: Cigaretterne.
Parret tog eksperternes råd til sig – og i dag er økonomien på rette kurs, skriver Se og Hør.
Masser af vagter og ingen smøger
Parret har for alvor lagt deres liv om og kan forvente at være gældfri om syv år – som er noget mindre end de 25 år, parret selv forventede udsigten var.
De har blandt andet fundet en ny bolig – den ligger godt nok ikke i Gammel Rye, men de har begge kunne beholde deres arbejde trods en flytning.
– Vi har fundet en ny bolig, så vi flyttede omkring den 15. januar. Det er selvfølgelig en billigere bolig, så vi holder os til det boligbudget, som de lagde, fortæller Pernille til Se og Hør.
Både Dennis og Pernille har fået en masse ekstravagter, der hjælper på indtægten. Også smøgerne er lagt på hylden, hvilket frigiver noget ekstra kapital.