Luksusfælden-Camilla: -Jeg kan godt være en kælling

Parret blev sparet for mere end en halv million kroner

Offentliggjort Sidst opdateret

– Det går meget godt, siger Camilla, der er den ene halvdel af tirsdagens par i Luksusfælden.

I aftenens afsnit kæmpede hun og kæresten Jesper med både skrantede forhold og økonomi – begge dele var i laser.

– Nu er der mere eller mindre styr på det, siger Camilla til Kendte.dk – og hentyder til både penge og parforhold.

Artiklen fortsætter under videoen

De to eksperter går hårdt til parret – blandt andet bliver de bedt om at sælge de to huse, de ejer.

Noget, parret – efter salte tårer og tænders gnidsel – vælger at sige ja til, efter Camilla satte forholdet til Jesper på spil, inden den endelige beslutning.

– De er ikke solgt endnu, men budgettet overholder vi, siger Camilla knap to måneder efter, kameraerne slukkede.

Hun har fået det, som hun kalder et elske/hade-forhold til Luksusfælden.

Hun mener ikke, at parrets sande historie bliver fortalt – blandt andet det faktum, hendes egen gæld til Skat stammer fra et malerfirma, hun måtte lukke.

– Der var mange kunder, der ikke betalte deres regning, siger hun.

Hun fortæller videre, at det var en hård omgang at være med i Luksusfælden, da der blev rippet op i mange følelser.

Stor hjælp

På trods af, programmet klipning ikke helt falder i parrets smag, er Camilla dog ikke blind for eksperternes hjælp.

– Den er vi så taknemmelige for, siger hun.

Det er ikke kun økonomien, der har fået det bedre – eksperterne skar mere end en halv million . Det samme har altså forholdet mellem brolæggeren og operatøren.

Det på trods af, at hun i programmet fremstår noget hård i retorikken.

– Jeg kan godt være lidt af en kælling. Jeg ved, hvad jeg vil have, siger hun, men kalder samtidig sit og Jespers forhold for ‘meget ligeværdigt’.

– Men min lunte kan godt være kort, når der ikke er styr på økonomien, siger hun.

Cross-ulykke

Under optagelserne kommer Jesper ud for en ulykke.

– Fem brækkede ribben i den ene side, to i den anden og to brud på rygsøjlen, fortæller Camilla.

Alligevel lykkedes det at holde sig på benene – med pauser – under de sidste optagelser.

– Men han er stadig sygemeldt, så der er noget at se til, siger Camilla, der kalder sig selv for en arbejdende mor til ‘et halvt ekstra barn’.

Det betyder, at hussalg med videre måske går knapt så hurtigt, som det kunne ønskes.

– Vi er nødt til at trække vejret, ellers knækker vi, slutter Camilla.

Powered by Labrador CMS