Kennedys søster død
Jean Kennedy Smith var sidste overlevende i Kennedy-søskendeflok.
Jean Kennedy Smith, som var den næstyngste i en Kennedy-søskendeflok på ni, er død, 92 år. Det oplyser datteren Kym til The New York Times.
Jean Kennedy Smith var søster til ekspræsident John F. Kennedy og senator Robert Kennedy.
Artiklen fortsætter under videoen
Hun var diplomat aktivist og spillede en nøglerolle i fredsprocessen i Nordirland, da hun var USA’s ambassadør i Irland i 1990’erne.
Hun var det sidste overlevende barn af Joseph P. Kennedy og Rose Fitzgerald.
I 2011 hædrede præsident Barack Obama hende med Præsidentens Frihedsmedalje – den højeste civile orden i USA.
Undgik publicity
Jean Kennedy Smith levede en rolig tilværelse, indtil hun gik ind i politik. Hun var optaget af velgørenhed, men hun undgik al den publicity, som Kennedy-navnet udløste.
Jean Kennedy Smith indledte allerede som 18-årig sit politiske liv, da hun var aktiv i storebror John F. Kennedys kampagne i forbindelse med kongresvalget i 1946.
Hun var ligeledes aktivt engageret, da han blev valgt til Senatet i 1952, og da han blev valgt til præsident i 1960. John F. Kennedy blev skudt og dræbt få år senere.
Ambassadør
Den daværende præsident Bill Clinton udnævnte i juni 1993 Jean Kennedy Smith til amerikansk ambassadør i Irland. Her blev hun en væsentlig aktør i den nordirske fredsproces.
På hendes anbefaling tildelte USA et visum til Sinn Féin-lederen Gerry Adams, hvilket førte til, at IRA erklærede våbenhvile i 1994. Fire år senere fik Jean Kennedy Smith tildelt et æresborgerskab af den irske præsident Mary McAleese.
Jean Kennedy Smith giftede sig i 1956 med finansanalytikeren Stephen Edward Smith. Sammen fik de to børn. Derudover adopterede parret yderligere to børn. Manden døde af lungekræft i 1990 i en alder af 62 år.