I sikkerhed for terrorister

Amalienborg Slotsplads er blevet terrorsikret med pullerter, der spærrer for biler på pladsen

Der er opsat terrorsikring ved Amalienborg
Der er opsat terrorsikring ved Amalienborg
Udgivet Opdateret

Man kan ikke længere køre sin bil over Amalieborg Slotsplads.

De fire indgange til pladsen er blevet omkranset med pullerter, der spærrer for, at biler kan køre igennem. Det skriver Politiken.

I 2019 besluttede Slots- og Kulturstyrelsen, at Amalienborg Slotsplads skulle terrorsikres. Det skete efter en anbefaling fra Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Forud for beslutningen havde der været en række angreb i europæiske storbyer, hvor lastbiler var kørt ind i menneskemængder.

Amalienborg Slot

Amalienborg er H.M. Dronningens residens i vintermånederne. Slotsanlægget består af fire palæer, der omkranser en ottekantet plads. 

Midt på pladsen ses Salys rytterstatue af Frederik 5., som var grundlæggeren af Amalienborg og Frederiksstaden.

Hoffets Administration er placeret i Det Gule Palæ i Amaliegade, der støder op til Amalienborg Slotsplads.

Den Kongelige Livgarde står vagt ved Amalienborg og de andre kongelige slotte og palæer.

Kilde: Kongehuset

Det skete blandt andet i Nice i 2016, hvor 86 personer døde. Også i London, Berlin, Stockholm, og Barcelona havde gerningsmænd benyttet køretøjer.

Pullerter på 120 centimeter

Sikringen består ifølge Slots- og Kulturstyrelsen af bronzebetrukne pullerter af en højde på en meter og tyve centimeter. De er placeret ved de fire indgange til pladsen - 13 hvert sted.

Nogle af pullerterne kan sænkes. Det gør, at chauffører med varer til den kongelige familie eller andre med et nødvendigt ærinde kan komme ind og ud.

Stort besøgstal

Slots-og Kulturstyrelsens vicedirektør Nikolaj Jensen oplyste i forbindelse med beslutningen, at et vigtigt formål med sikringen er at øge beskyttelsen, når større folkemængder er samlet på pladsen.

- Amalienborg er en af de mest besøgte seværdigheder i København, og tusindvis af turister fra ind- og udland færdes i området særligt i sommermånederne, ved kongelige fødselsdage, og når Den Kongelige Livgarde har vagtskifte.

- Vi skal selvfølgelig sikre, at det er trygt og sikkert at færdes på pladsen. Det er derfor blevet besluttet at opføre en permanent sikring af slotspladsen ved at opstille pullerter ved de fire indgange til slotspladsen, så der er fuldt overblik over, hvem der kører ind og ud, sagde Nikolaj Jensen tilbage i 2019.

BLÅ BOG: Dronning Margrethe

* Fulde navn: Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

* Født: 16. april 1940 på Amalienborg.

* Forældre og søskende: Ældste datter af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Har to yngre søstre – prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.

* Ægteskab: Gift 10. juni 1967 med prins Henrik (som indtil brylluppet hed Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat).
Prins Henrik døde i 2018.

* Børn: Kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969). De er gift med hhv. kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

* Børnebørn: Otte børnebørn – fem drenge og tre piger.

* Tronfølger: I 1953 blev tronfølgeloven ændret, så også kvinder – og ikke kun mænd – kunne overtage tronen. Dermed kunne prinsesse Margrethe i 1973 udnævnes som dronning efter sin fars død.

Var tronfølgeloven ikke blevet ændret, ville kong Frederik IX’s bror, prins Knud – og efterfølgende hans søn, Ingolf – være blevet regent.

* Residens: I løbet af året bor dronningen både på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot.

* Uddannelse: Filosofikum samt studier i arkæologi og statskundskab på universiteter i København, Cambridge, Aarhus, Sorbonne og London.

* Tilknytning til Forsvaret: Frivillig tjeneste under Hjemmeværnet 1958-1970. Senere æresoberst i forskellige enheder i den britiske hær.

* Interesser: Tegner, maler, syer og broderer. Har løbende udstillet sine malerier, har lavet kulisser og kostumer til balletforestillinger og har designet og syet tekstiler – herunder bispekåber til danske kirker.

Kilder: Ritzau, Kongehuset.

null
Powered by Labrador CMS