Husker du Birthe Wilke? Her er hun i dag

Birthe Wilke blev især kendt for et 32 sekunder langt kys. Men karrieren stoppede tidligt, da hendes søn blev født med misdannelser. 19. marts fylder hun 85 år

Sangerinden Birthe Wilke var hele Danmarks grandprix-prinsesse i 1950’erne og deltog sammen med Gustav Winckler som det første danske bidrag ved det europæiske melodigrandprix i 1957. Karrieren afbrød hun dog i 1965 for at passe sin søn. (Arkivfoto) – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

I 1950’erne og 1960’erne var hun hele landets sangdronning, da hun sang alt fra “Hvide syrener” til “Den gamle gartners sang”, der blev hendes mest populære hit.

Birthe Wilke blev dog for alvor et ikon, da hun var med i Det Europæiske Melodi Grand Prix i 1957. Det var første gang, Danmark deltog.

Her optrådte hun sammen med Gustav Winckler med sangen “Skibet skal sejle i nat”. Efter sangen kyssede de to, i hvad der senere er blevet beskrevet som “32 lange og saftige sekunder”.

Kameramanden, der skulle afbryde kysset, blev opslugt af de to sangere og glemte simpelthen at række en hånd i vejret for at signalere, at de måtte stoppe. Sangen kom på en tredjeplads.

Fredag den 19. marts fylder grandprix-prinsessen 85 år.

Wilke begyndte allerede som teenager at synge og vandt i 1951 en talentkonkurrence i National Scala i København.

Vendte tilbage til Grand Prix

Hun slog for alvor igennem i 1955 med “Den gamle gartners sang”, som hun sammen med den kongelige operasanger Mogens Wedell lancerede i Volmer Sørensens radioudsendelse “Hver anden lørdag”.

Et par år senere optrådte hun også i Tyskland.

To år efter sin europæiske grandprix-debut var Wilke igen at opleve i grandprix-regi. Her vandt hun det danske melodigrandprix med sangen “Uh, jeg ville ønske, jeg var dig”.

Men i midten af 1960’erne trak den succesrige Wilke sig tilbage, da hendes søn blev født med misdannede arme.

Det skyldtes det omdiskuterede stof thalidomid, der var i nogle piller, som Wilke havde taget mod flyskræk.

Hun trak sig derfor fra sangverdenen for at passe sin søn.

Birthe Wilke arbejdede derefter som stenograf i Handelsbanken og som læge- og advokatsekretær.

De seneste år har hun været en anerkendt foredragsholder, hvor hun har fortalt om sit liv og virke.

Powered by Labrador CMS