Hopper i dametøjet
Kurt Ravn har prøvet det før – og nu gør han det igen i Tivolirevyen
Et umage par bestående af Thomas Warberg og Kurt Ravn klædt ud som kvinder kommer til at stråle på scenen, når Tivolirevyen får premiere i næste uge.
Det blev afsløret på pressemødet tirsdag middag i Glassalen, hvor et par smagsprøver på årets revynumre blev vist frem.

Hun hedder Lis
Kurt Ravn føler sig vældig godt tilpas i rollen.
- Jamen det er jo altid sjovt at være drag, og jeg har før spillet kvinderoller. Hun hedder Lis, det er dejligt at spille hende, og så gælder det om at observere, hvordan kvinder bevæger sig, forklarede den 77-årige skuespiller til Kendte.dk om forberedelserne.

Med revyarbejdet har den kendte ’Matador’-skuespiller fået sig to nye legekammerater, nemlig kreativ chef Linda P og komikeren Thomas Warberg.
Aldersforskellen mellem yngste og ældste skuespiller blandt de drivende kræfter på scenen er 38 år.

Parodier på kendte
- Det kan være en fordel nogle gange, og jeg deler ovenikøbet garderobe med Thomas Warberg, og vi har det fint, fortalte Kurt Ravn, der for to år siden kunne fejre sit 50-års skuespillerjubilæum.
Kurt Ravn har dog ikke fået nogle parodier på kendte personer i denne omgang.
- Faktisk har vi meget få parodier i denne revy - det er de vældigt gode til ude på Bakken, mente Kurt Ravn, der i tidernes morgen har lavet fine parodier på statsminister Poul Schlüter i DR’s satireprogrammer tilbage i 80’erne.
Så det er ikke uvant for ham.
- Jeg ser frem til, at vi får fyldt Glassalen, og glæder mig til at se, hvordan folk tager imod det, sagde Kurt Ravn, der vil forkæle hustruen Anette Ravn og sig selv med en tur til Bali, når Tivolirevyen er færdigspillet til august.
