- Et enormt beløb ryger ind på kontoen

Kurt Ravn modtog søndag 'Lauritzen-prisen' og et beløb på 250.000 kroner plus det løse

Offentliggjort

77-årige Kurt Ravn kunne søndag træde op på scenen i Skuespilhuset og modtage 'Lauritzen-prisen 2025'. 

Med prisen følger 250.000 kroner, og for skuespilleren selv en stor glæde.

- Det er en meget stor ære, og jeg er meget glad. Hvad kan man ønske sig mere, lød det fra Kurt Ravn til Kendte.dk.

Kurt Ravn

'Røde' fra 'Matador' afslørede samtidig, at han har kendt til anerkendelsen i flere måneder.

- Jeg har vidst det siden maj, men har holdt det hemmeligt. Det er et enormt beløb, og det ryger ind på kontoen, sagde han med et smil sammen med hustruen Annette.

I priskomiteens motivation lød det blandt andet, at Kurt Ravn er en af de sjældne, der kan det hele, og som stadig gør det. 

Han kan både være den gode, den onde og den VIRK’LI sjove.

Fra han blev uddannet på Statens Teaterskole i 1973, har han været en fast del af dansk film, scenekunst og tv.

Kurt Ravn blev ledsaget af hustruen Annette.

Støtter børnene

Udover hovedprisen følger et beløb på 50.000 kroner, som går til et godt formål. 

Det har Kurt Ravn valgt at donere til 'Julemærkehjemmene'.

- Der er mange udsatte børn, som fortjener at få en god start på livet, forklarede han.

Nu ser han frem til en arbejdsmæssig stille periode, inden han skal i gang med årets julekoncerter.

Bag sig har han en sommer med Tivolirevyen.

Også Marie Knudsen Fogh hædret

Sammen med Kurt Ravn blev også 39-årige Marie Knudsen Fogh hædret. 

Hun har siden 2015 været en fast del af Aalborg Teaters ensemble med roller i blandt andet Ronja Røverdatter, Brødrene Løvehjerte og Porno for begyndere.

Unge talenter fremhævet

'Believe in You-prisen', som hylder unge talenter inden for teater, film og tv, blev i år tildelt fire modtagere: 

Filminstruktør Zinnini Elkington og skuespillerne Fanny Leander Bornedal, Besir Zeciri og Andrea Øst Birkkjær.

Powered by Labrador CMS