Fødselar endte i Menneskerettighedsdomstolen

Journalist Jens Olaf Jersild fik lukket sit program i sparerunden efter 34 år i DR. Han klager ikke. 26. november fylder han 60. Den 26. november bliver han 60.

Jens Olaf Jersild fylder rundt. (Foto: UNGER ANTHON/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Tv-værten Jens Olaf Jersild måtte på grund af den barske sparerunde i DR lukke sit program “Jersild uden spin” i 2019. Programmet, der tog politikere og ugens gang på Christiansborg under kærlig behandling, havde ellers en stor og trofast seerskare.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Også ugeprogrammet “Jersild om Trump” fik kniven. De to programmer var ifølge Jersild selv “virkeligt billige at producere” og havde tilsammen mellem 250.000 og 300.000 seere.

Han afviste dog at være vred eller skuffet over fyringen.

– Det er jeg langt forbi. Jeg har prøvet det, der er værre, i min tid på DR. Så den slags følelser er jeg trykimprægneret imod. Der er ikke noget, der kan overraske mig med DR, sagde han.

Jens Olaf Jersild, som tirsdag den 26. november runder 60 år, er kendt som en dygtig, debatskabende og markant journalist gennem årtier – og ikke uden en vis selvfølelse.

Seere af lidt ældre årgang vil kunne huske Jersild for hans meget omtalte indslag i TV-Avisen i 1985 om “Grønjakkerne” i Studsgaardsgade i København.

Langstrakt retssag

De unge mennesker i programmet malede hagekors på murene og udtalte sig stærkt racistisk om folk med mørk hud. Det førte til, at en seer politianmeldte Jersild og hans chef, Lasse Jensen, for at overtræde straffelovens racismeparagraf.

Den langstrakte sag førte i 1987 til, at Jersild i byretten blev idømt dagbøder, hvilket blev stadfæstet i landsretten og siden i Højesteret i 1989.

Men Jens Olaf Jersild gav ikke op og bragte sagen for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Den afgjorde i 1994, at journalistens ytringsfrihed var blevet krænket, da han alene ville skildre virkeligheden.

Jersild er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1982 og var derefter ansat på Berlingske Tidende. Herfra kom han i 1984 til DR som programmedarbejder på TV-Avisen og tv.

Senere kom han med i DR TV’s Dokumentargruppe og blev vært for programmerne “Profilen” og “Rapporten” og i 2003 vært og redaktør på “Dilemma”.

Han holdt sit indtog på “den kloge” lillebrorkanal DR2 med en række andre programmer, blandt andet “Jersild & Spin” fra 2005 og “Jersild Live” 2008-2012.

Powered by Labrador CMS