Dansk Netflix-serie topper
'Reservatet' har fået over ti millioner visninger
Den danske miniserie "Reservatet", der har fået ros blandt flere anmeldere, hitter på Netflix.
Serien landede på streamingtjenesten 15. maj, og nu topper den top-10-listen over ikke-engelsksprogede serier på streamingtjenesten.
Førstepladsen indtages med 10,3 millioner visninger. Listen dækker over perioden 12. til 18. maj.
"Reservatet" har på engelsk fået titlen "Secrets We Keep" og udspiller sig i et rigmandsmiljø nord for København, hvor en filippinsk au pair pludselig forsvinder sporløst.
Serien har fået flere roser med på vejen af danske anmeldere.
Fem ud af seks
Blandt andet giver Soundvenues anmelder "Reservatet" fem ud af seks stjerner og skriver, at den "evner at adressere yderst komplekse tematikker, uden at det virker forkrampet eller forhastet".

- Ligeledes rejser serien spørgsmål om mangeartede former for kapital i skildringen af fødselsdepressioner, (hus)moderskab og jalousi rettet mod au pairen - lykkeligvis uden at glorificere den ansattes udsatte position. Tværtimod, skriver anmelderen
Samme bedømmelse kommer fra Filmmagasinet Ekkos anmelder, der mener, at den populære serie fortjener en fortsættelse.
- Per Fly og Ingeborg Topsøe (instruktør og serieskaber, red.) har aldrig været mere politisk og socialt indigneret end i denne godt sammenskruede historie, lyder det.
Knap så begejstret
Knap så begejstret er Politikens anmelder, der kvitterer med tre ud af seks hjerter. Her skriver anmelderen, at "Reservatet" er "på mange måder en forudsigelig politisk korrekt skandikrimi".
- Uden at afsløre for meget er serien glad for værdilæssede symboler og tjekhovske pistoler i plottet, som alt for hurtigt og klodset antyder, hvor vi er på vej hen, og ikke mindst hvilke tillægsbekymrende samfundsproblematikker serien ønsker at belyse.
Dagbladet Information giver ikke karakterer, men er positivt stemt. Her lyder det blandt andet, at "Reservatet" er "en af en af de eneste tv-serier om rigdom, jeg har set, hvor det ikke på noget tidspunkt handler om, at jeg skal føle med de rige svin".
- Snarere er det en serie, der blotlægger sit miljø med antropologisk kølighed, skriver anmelderen.
På seriens rolleliste ses blandt andre skuespillerne Marie Bach Hansen, Lars Ranthe, Danica Curcic og Simon Sears.
"Reservatet" består af i alt seks afsnit.