Finn ejer nu en særlig Prins Henrik-samling

Finn Torslow er lidt af en royalist. Det er også derfor, han nu er ejer af otte flyttekasser med prinsgemalens plader.

Udgivet Opdateret

Udefra ligner det ikke ligefrem, at det røde murstenshus bebos af en mand, der er royalist ind til benet.

Døren ind til huset åbnes af Finn Torslow. I entréen giver de mange royale ansigter sig til kende. Kong Christian den tiende og Dronning Alexandrine er bare nogle af de kongelige, der pryder væggene.

Artiklen fortsætter efter videoen

– Når du ser rundt, kan du se, at jeg er meget interesseret i kongelige. Jeg har altid været meget royalt interesseret. Det stammer fra min barndom. Vi har altid været kongetro derhjemme, siger Finn Torslow, der har samlet på royale artefakter i knap 50 år.

Finn Torslow er nemlig vokset op med at elske monarkiet. Det er blandt andet den kærlighed, men også en fiks idé om et royalt museum, der har gjort, at han nu ejer 900 af prins Henriks gamle LP plader.

En kamp mellem to

Det var i nyhederne, at Finn Torslow opdagede, at prinsgemalens mange plader var sat til salg. Med hjælp fra sin mere computerkyndige arbejdsmakker Michael fik han stablet et autobud på benene i tilfælde af, at det skulle ende i en budkrig.

Bud var der absolut også om prins Henriks plader. Efter en længere budrunde, hvor prisen kun er steget i sneglende fart, gjorde medieomtalen prisen høj meget hurtigt.

– Samlingen var vurderet til mellem 5000 og 10.000 kroner. Vi lavede autobuddet to eller tre dage før afslutningen på 50.000 kroner, og lige da vi trykkede godkend, strøg den op i 38.000, fordi der var en anden, der også havde lavet et autobud. Men mit var så højere. Han lagde så et modbud ind tre gange og faldt så fra, siger Finn Torslow.

Søndag den 9. februar blev Finn Torslow ejeren af prins Henriks plader efter at have givet 46.000 kroner for dem.

Alle plader i samlingen bærer præg af prins Henrik. De er nemlig prydet med et klistermærke med prinsens monogram på.

Otte flyttekasser

Selv om Finn Torslow har været klar over, hvad han har købt, blev han alligevel overrasket, da han torsdag modtog pladerne.

– Jeg havde kun set dem på nettet, og der var et par plader, og så stod der to flyttekasser bagved. Men da de kom, havde de otte flyttekasser med, og vi var tre mænd om at løfte dem, fortæller han.

Det er kun et udvalg af 900 plader, Finn Torslow allerede har kigget igennem. Heldigvis er der særligt to, som Finn Torslow er glad for at have fundet.

En plade fra det Fynske Regiment samt en plade med taffelmusik.

Finn Torslow bevæger sig over mod pladespilleren og sætter den i gang. Straks er rummet fuld af musik.

– Det er noget typisk noget, der bliver spillet, når dørene går op, og kongen kommer ind, hvor alle rejser sig, siger Finn Torslow og fortsætter:

– Når jeg har museet åbent, vil jeg afspille nogle af pladerne, imens jeg viser folk rundt.

Et royalt museum

– Førhen havde jeg mange kunder inde i mit showroom. Mange af dem, der har været her, har sagt: ‘Du skulle da lave et museum’, og det har jeg så tænkt på siden, forklarer Finn Torslow om idéen, der startede museet.

Han har planer om at invitere ti personer ind ad gangen, der skal vises rundt i hans royale gemakker, der blandt andet byder på et royalt opdækket bord. Men også af en buste af den nuværende regent, dronning Margrethes hoved, lavet af Jim Lyngvild i anledningen af dronningens 80-års fødselsdag.

Desuden vil der under besøget også være en del af Finn Torslows anekdoter, der enten har relation til de royale ting, han har erhvervet sig, eller sine egne møder med royale.

– Margrethe har jeg faktisk mødt i Hvide Sande. Dronningen havde 75-års jubilæum og var på sommertogt med Dannebrog, hvor hun besøgte Lemvig. Jeg havde lavet en buket blomster til hende af kunstige blomster med rigtige, grønne grene. Jeg vidste, at hun skulle ned og se fem husbåde, der ligger ud til fjorden. Der var kun en parkeringsplads og en sti ned, så der stod jeg, siger han og fortsætter:

– Jeg trak buketten op fra en pose, og så kom hendes øverste sikkerhedsvagt og sagde, at jeg ikke måtte give dronningen blomster. Hun kom hen, hvor jeg stod. Hun stod bare og kiggede mig i øjnene. Så kiggede hun ned og sagde: ‘Den buket der, var det én, jeg skulle have?’ Jeg blev lidt nervøs, men sagde, hvad sikkerhedsvagten havde fortalt. Hun hev nærmest buketten ud af hånden på mig og sagde: ‘Mange tak for den flotte buket’.

Hvis alt går, som det skal, vil det royale museum, hvor der også bydes på champagne og kransekage, være åbent fra den 1. marts 2020.

Køb prinsens plader

De 900 plader, som Finn Torslow nu er ejer af, skal dog i fremtiden have nye ejere. Han har nemlig ikke planer om at beholde dem alle sammen selv.

Han regner med at gemme omkring 50 plader, som blandt andet skal bruges til at skabe stemning, når museumsgæster besøger Det Gamle Mejeri i Torrild udenfor Odder. Mens de resterende 850 plader skal sælges på Finn Torslows julemarked.

Foruden taffelmusik og marcher fra det Fynske Regiment, så er der også en anden stak plader, der har gjort Finn Torslow glad.

– Der er en del, der er signeret også, eller hvor han har skrevet sit navn, men det er helt tilbage til 1950’erne, så det er før, han mødte Margrethe. Så er der en pladesamler, der har sagt, at det var nok, fordi han lånte dem ud, så skrev han sit navn og årstal på, siger Finn Torslow, der selvfølgelig beholder netop de plader selv.

Den store royalist vil udover pladerne også præsentere den royale bil af mærket Daimler, som han for mange år siden erhvervede sig.

Powered by Labrador CMS