60 år: Begik en kraftpræstation
Efter masser af succes vil skuespiller Ann Eleonora Jørgensen prøve kræfter med egne projekter
Skuespiller Ann Eleonora Jørgensen har haft al mulig succes i sin omkring 36 år lange karriere.
Hun slog for alvor igennem på det store lærred som frisøren Karen i Lone Scherfigs kassesucces "Italiensk for begyndere", som hun vandt en Robert for.
Den 16. oktober fylder Ann Eleonora Jørgensen 60 år.
Dette efterår er hun aktuel på TV 2 i en ny sæson af tv-serien "Dag & nat" af netop Lone Scherfig. Den foregår på en børneafdeling med hende i en af hovedrollerne.
Kursus i drama

Glæden ved skuespil tog fart med et kursus på en dramaskole, og i 1989 blev Ann Eleonora Jørgensen optaget på Statens Teaterskole.
Efter afgangen i 1993 arbejdede hun på en række forskellige teatre.
Det første folkelige gennembrud kom cirka fire år efter i rollen som juristen Nina Boye-Larsen i tv-serien "Taxa".
Senere har hun brilleret på både teater, film og tv.
Blandt andet i dogmefilmen "Forbrydelser" fra 2004 samt tv-serier som "Forbrydelsen I" og "Lykke".
En kraftpræstation
Hele denne sommer har Ann Eleonora Jørgensen medvirket i Moliéres komedie "Den indbildte syge" på Grønnegaards Teatret.
I 2017 og 2018 ydede hun en kraftpræstation i tv-serien "Herrens veje".
Den sikrede hende og Lars Mikkelsen Danmarks Film Akademis Robert-statuetter for årets kvindelige og mandlige hovedrolle i en tv-serie.
I 2014 deltog hun i tv-programmet "Stjernerne på Slottet", hvor hun afslørede, at hun som 24-årig havde set døden i øjnene.
Hun var blevet ramt af en stærk allergisk reaktion, og lægerne kunne ikke finde ud af, hvad hun fejlede.
Ked af det
- Det eneste, jeg tænkte, at jeg ville være ked af, hvis jeg skulle dø nu, var, at jeg ikke havde fået børn, sagde hun i et interview med Alt for Damerne.
Sygdommen gik i sig selv, og drømmen om at få børn er siden blevet opfyldt i form af to nu voksne børn fra to tidligere ægteskaber.
Nu drømmer Ann Eleonora Jørgensen især om at realisere egne projekter.
Støver dem af
- Mine to børn er så store nu, så jeg bedre kan tage mig af mine egne ting. Så jeg vil godt lave nogle af mine egne fortællinger. Blufærdighed har betydet, at tingene tidligere er endt i skuffen, men nu støver jeg dem af, siger hun.
Desuden drømmer Ann Eleonora Jørgensen om at spille Tjekhov på teatret.
Den runde dag fejres med en hyret kok, der laver livretter i hendes eget køkken for hendes nordjyske familie og de allertætteste venner.