Finder sammen med Burhan G
Anthon Edwards springer ud som solist og lige i armene på Burhan G, der er med på hans første single.
I oktober sprang Thor Farlov fra Citybois ud som solist, og nu er turen kommet til hans makker i den populære duo, Anthon Edwards.
Artiklen fortsætter efter videoen
Fredag udkommer han med sin første single – sammen med Burhan G. Nummeret hedder Holder os vågne, lyder det i en pressemeddelelse, der også afslører, at det er i genren R&B.
– Mine sange handler om kærlighed, sorg, store tanker og næstekærlighed. Men mest af alt føler jeg, at hele projektet handler om, at man skal kunne være sig selv – det er det, man kommer længst med; så giv slip og vær den, du er, siger han i pressemeddelelsen.
De to drenges soloeventyr er dog ikke et farvel til Citybois, selv om de ifølge B.T. begge har trukket sig ud af deres virksomhed, Bois I/S.
I et radioprogram på P3 har Thor Farlov for et par uger siden slået fast, at de to drenge stadig holder fast i deres duo, selv om de nu altså laver musik med andre.
Tilbage i maj udgav Citybois albummet Bois forever, mens det, der skulle have været duoens største turné, blev aflyst på grund af coronasituationen.