DR-chef dybt skuffet
Selv om bookmakerne tvivlede, håbede den danske Eurovision-delegation på en finaleplads. DR-chef er skuffet.
For første gang i fem år er Danmark ikke med i Eurovision-finalen. Det står klart, efter at den danske duo Fyr Og Flamme torsdag aften blev smidt ud af semifinalen.
Og det var ikke sådan, DR’s Eurovision-redaktør Jan Lagermand Lundme havde håbet, det skulle gå.
– Det er eddermame skuffende. Det er det virkelig. Det er enormt skuffende på mange måder, især fordi der virkelig har været en god stemning omkring nummeret på mange punkter, siger han om Fyr Og Flammes vinderbud “Øve sig på hinanden”.
– Det er altid ærgerligt, når man føler, at alle præsterer det ypperste, og man så føler, at alle i Europa ikke kan se det. Men man må også tage et nederlag for et nederlag, og der er jo ikke noget at gøre ved det, siger han.
Vil hellere kigge fremad
Hvorvidt det kunne have gjort en forskel, at sangen var blevet oversat til engelsk, mener han er et hypotetisk og ligegyldigt spørgsmål.
– Man kan jo forestille sig alt muligt. Om det er, fordi det er en sang på dansk, at vi ikke gik videre, det ved vi ikke, og det finder vi nok heller aldrig ud af.
– Men jeg er stadig glad for, at vi har holdt fast i, at de skulle have lov til at opføre den sang, de brændte for, og jeg tror egentlig også, det har gjort danskerne stolte at høre vores eget sprog i en europæisk sammenhæng, lyder det fra DR-chefen.
Han vil hellere kigge fremad end at analysere på, hvad der er gået galt.
– Heldigvis kommer der jo et Eurovision igen næste år. Nu tager vi hjem på hotellet og sover længe i morgen og får noget godt at spise, og så kommer vi os over det.
Finalen i Eurovision bliver afholdt lørdag aften i Rotterdam. Både Sverige, Norge, Island og Finland er gået videre og skal optræde i den.