Mads Vad håber på mere
Holder forsvarstale for 'Vild med Dans'
Sidste år valgte Mads Vad at trække stikket fra ’Vild med Dans’ på grund af private forpligtelser.
Men fredag var han tilbage som gæstedommer, og det føltes helt rigtigt, kunne seerne nok fornemme.
- Jeg elskede hvert eneste sekund, og jeg har savnet det for filan, sagde den rutinerede danser til Kendte.dk efter showet.
Lille datter
Selv om han nyder dagligdagen i sin danseskole, blev fravalget af årets sæson nødvendigt.
- Så har vi lige fået en lille datter for fire måneder siden, og da Nanna ventede sig i den seneste sæson, så vidste jeg godt, hvad klokken havde slået. Derfor sprang jeg over i år, lød begrundelsen.
Mads Vad bor i Aarhus, hvor han ejer en danseskole.
- Jeg trives ellers rigtig godt her med vidunderlige medarbejdere og elever, som jeg elsker at arbejde med.
På det tidspunkt anede han ikke, at TV 2 ville meddele, at denne sæson bliver den sidste.
Værd at tage op igen
Men håbet lever.
- Jeg synes jo, at programmet kan noget helt unikt. Det kan få os til at samles i sofaen hver fredag, så det er da værd at tage det op igen.
Omvendt mener Mads Vad også, at pausen kan være fornuftig.
- Det er nok rigtigt, at ’Vild med Dans’ får en pause efter 20 sæsoner, men jeg tror også, det er så stærkt et format, at håbet ikke er ude for en ny omgang.