Står med et ben ude
To par 'Vild med Dans'-deltagere får det svært fredag aften
Finalen nærmer sig i den allersidste sæson af ’Vild med Dans’, hvor fire par står tilbage før fredagens afgørende udstemning.
Hos Danske Spil har man forsøgt at forudsige, hvem der må forlade konkurrencen som den sidste.
Ifølge oddssætter og ’Vild med Dans’-ekspert Mathias Reimer Larsen ser to navne ud til at være sikre.
Store roser
- Jasmin Lind og Camilla Ottesen får store roser af dommerne og masser af seerstemmer og cruiser direkte i finalen, lyder vurderingen.
Til gengæld spår Danske Spil, at Alfred Midé Erichsen og Julie Eriksen får det svært.
- Alfred og Julie må en tur i omdans, og derfra må vi indrømme, at vores krystalkugle bliver lidt mere tåget. Pilen peger på Julie, men det kan simpelthen både blive en dreng og en pige, siger han.
Færrest point
Oddssætteren hæfter sig ved, at Alfred flere gange har fået færrest point, men alligevel undgået omdans, mens Julie omvendt fik høje point, men røg i omdans i sidste uge.
- Vi tror dog alligevel, at pilen peger på Julie, som den sidste der må forlade ’Vild med Dans’ inden finalen, mener Danske Spil.