Tidligere OL-deltager eftersøgt: Dusør på 15 millioner
- Han er en moderne udgave af El Chapo Guzmán, fortæller FBI's direktør
Ryan Wedding, tidligere snowboarder og OL-deltager, er blevet tiltalt for at have beordret drab på et vidne.
Vidnet skulle vidne mod Wedding i en stor narkosag.
Det oplyser det amerikanske justitsministerium ifølge The Guardian.
Top 10-listen
Den tidligere canadiske OL-deltager blev tidligere på året føjet til top 10-listen over de mest eftersøgte forbrydere på flugt af det amerikanske forbundspoliti, FBI.
Wedding menes at have stået i spidsen for transporten af hundredvis af kilo kokain fra Colombia, over Mexico og det sydlige Californien i USA, og videre til Canada.
- Ryan Wedding kontrollerer en af de mest produktive og voldelige narkotikahandelsorganisationer i verden.
Det fortæller den amerikanske justitsminister, Pam Bondi, ifølge nyhedsbureauet dpa.
Største distributør
Hun tilføjer, at han er den største distributør af kokain i Canada.
- Vi kommer efter dig. Vi vil finde dig. Og du vil blive draget til ansvar og stillet for retten for dine forbrydelser, siger Pam Bondi ifølge The Guardian.
Myndighederne oplyser, at den canadiske advokat Deepak Paradkar er blevet anholdt.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Rådet til at få vidnet dræbt
Han har angiveligt rådet Wedding til at få vidnet dræbt for at undgå udlevering til USA.
Vidnet blev ifølge nyhedsbureauet skudt fem gange i hovedet på en restaurant i Colombia i januar.
Advokaten er ifølge de amerikanske myndigheder blandt en række personer, som for nylig er blevet anholdt i sagen.
Sammenlignes med narkobaron
FBI's direktør sammenligner Wedding med den mexicanske narkobaron Joaquín "El Chapo" Guzmán og Colombias Pablo Escobar.
- Lad der ikke herske nogen tvivl. Ryan Wedding er en moderne udgave af Pablo Escobar. Han er en moderne udgave af El Chapo Guzmán, siger FBI's direktør, Kash Patel, ifølge The Guardian.
Dusør på 15 millioner dollars
Dusøren for oplysninger, der kan lede til anholdelsen af Wedding, er blevet hævet fra 10 til 15 millioner dollars.
43-årige Ryan Wedding deltog for Canada i De Olympiske Lege i amerikanske Salt Lake City i 2002.
Han menes at opholde sig i Mexico, skriver nyhedsbureauet dpa.