Anholdt musiker mistænkt for sær løgn
Det drejer sig om mandens opvækst, og hvor den fandt sted.
Rapperen 21 Savage, hvis borgerlige navn er Sha Yaa Bin Abraham-Joseph, er blevet anholdt af ingen andre end de amerikanske immigrationsmyndigheder. Det skriver BBC.
Anholdelsen sker angiveligt, fordi der er sået tvivl om, hvor stjernen oprindeligt er fra. Han siger selv, at han er vokset op i USA, men det er løgn, ifølge myndighederne, der påstår, at 21 Savage i virkeligheden kom til USA i 2005, 12 år gammel, og at han siden blev boende i landet uden tilladelse.
– Hele hans persona er uægte, lyder det fra myndighederne, ifølge BBC, der også skriver, at 21 Savage kom til USA fra England.
Ifølge BBC befinder 21 Savage sig på toppen af sin karriere, der er baseret på blandt andet barndommen fra Atlanta omgivet af våben og stoffer.
Musikerens advokat har, ifølge BBC, sagt, at hun arbejder på at få 21 Savage løsladt, så trådene kan blive redt ud.
– Han er en rollemodel for unge mennesker i vores land, særligt i Atlanta, og han er kendt for at arbejde med udsatte unge, siger advokaten Dina LaPolt, ifølge BBC.