50 år i dag
Den svenske sanger, skuespiller og humorist Lisa Nilsson var på danmarksturné, da coronaen ramte. Den 13. august fylder hun 50 efter en allerede lang karriere.
Lisa Nilsson er på mange måder en kunstner i fuldt vigør, når hun 13. august fylder 50 år.
Godt nok har coronavirusset skruet gevaldigt ned for hendes sceneoptræden, men der er ingen tvivl om, at den svenske sanger og skuespiller vender tilbage på den anden side af epidemien.
Også på denne side af sundet, hvor popsnedkeren har haft en stor fanskare, siden hun i 1992 slog igennem med sit tredje album, “Himlen runt hörnet”.
Især titelsangen og hittet “Varje gång jag ser dig” bliver fortsat spillet i dansk radio med jævne mellemrum.
På danmarksturné
Lisa Nilsson er aktuel med et musikalsk show, “Kvinnan som är jag”, som hun var på danmarksturné med, da nedlukningen i marts tvang hende til at udskyde flere af sine shows på ubestemt tid.
Showet handler – som titlen antyder – om Lisa Nilssons liv og er blandt andet et humoristisk opgør med rollen som Skandinaviens popdiva, som hun har haft klistret på sig siden 1990’erne.
Og som hun er dødtræt af.
I flere interview har hun givet udtryk for, hvordan rollen som den perfekte, slanke, sexede popdiva har hængt hende ud af halsen – undtaget når pengene for de gamle hits ruller ind.
I dag er Lisa Nilssons udtryk mere jordnært og lattermildt, og hendes spinkle fysik fra de unge år er erstattet af et mere frodigt udtryk, som hun ynder at understrege i store spraglede kjoler.
Skuespiller
Også på sin kunstneriske palet har den danske yndlingssvensker lagt på repertoiret siden de unge år.
Blandt andet sprang hun i det nye årtusind ud som skuespiller, da hun i 2004 spillede birollen Fru Hagawagitta i den danske børnefilm “Fakiren fra Bilbao”.
Og en af hovedrollerne blev det i 2017 til i den ligeledes danske film “Gud taler ud”.
Lisa Nilsson er født i Stockholm, som også i voksenlivet har dannet rammen om hendes tilværelse. Hun er fraskilt og mor til to.