Jes Dorph vinder i Højesteret
Advokat tilsidesatte god advokatskik ved sexisme-undersøgelse på TV 2
Højesteret har afgjort, at advokat Yvonne Frederiksen tilsidesatte god advokatskik i forbindelse med undersøgelse på TV 2, der kostede Jes Dorph jobbet.
Det er det samme resultat, som Østre Landsret nåede frem til i sagen i juni sidste år.
Jes Dorph-Petersen mistede sit job som vært på "Go' Aften Live", da TV 2 i december 2020 besluttede, at Dorph ikke længere skulle være vært på kanalen.
Ekstern undersøgelse
Beslutningen blev truffet efter en ekstern MeToo-undersøgelse, som skulle kortlægge omfanget af sexisme og krænkelser på TV 2.
I den forbindelse blev Dorph beskyldt for to krænkende episoder i forhold til kvindelige journalistpraktikanter i 2001 og i 2003 i Dorphs pendlerlejlighed i Odense.
Dorph fik medhold
I november 2021 gav Advokatnævnet Jes Dorph medhold i tre af hans klagepunkter vedrørende undersøgelsen, og hun blev idømt en bøde på 20.000 kroner.

Det indbragte Yvonne Frederiksen for retten, og siden har både Østre Landsret og nu også Højesteret tiltrådt Advokatnævnets vurdering af, at hun tilsidesatte god advokatskik.
Mangelfuld orientering
Højesteret skriver i sin begrundelse for afgørelsen onsdag, at advokater, der laver advokatundersøgelser, blandt andet skal give de personer, som undersøgelsen handler om, indsigt i advokatens oplysninger om personen.
Og landets højeste domstol mener, at Yvonne Frederiksen i dette tilfælde ikke havde oplyst tilstrækkeligt om, hvilke handlinger, som hun mente, at Jes Dorph havde foretaget sig.
Hun havde heller redegjort tilstrækkeligt for, hvorfor hun mente, at der i 2020 var saglig grund til at fyre Jes Dorph.
Højesteret mener heller ikke, at der er grundlag for at ændre sanktionen - altså bøden - til Yvonne Frederiksen.
Skal vurdere erstatningskrav senere
I denne sag har Højesteret alene taget stilling til, om Yvonne Frederiksen tilsidesatte god advokatskik i forbindelse med undersøgelsen.
Jes Dorph-Petersen har i en særskilt sag sagsøgt Yvonne Frederiksen med krav om en erstatning på knap to millioner kroner. I marts afviste Østre Landsret dog at give erstatning. Yvonne Frederiksen handlede ikke ansvarspådragende.
Den dom har han anket til Højesteret, der på et senere tidspunkt skal vurdere den sag.